Bastrups Sri Lanka

Eventyret fortsætter...i Dhaka

2010-04-24T16:43:00.004+05:30

Her et billede fra aftenen på Kolding Bibliotek, hvor pigerne og jeg fortalte om at bo på Sri Lanka (se forrige indlæg). Der kom 76 mennesker, og spørgsmålene var mange. Heldigvis har vi fået mange positive tilbagemeldinger.

Med dette billede afslutter jeg bloggen og henviser til vores nye blog, hvor jeg skriver om vores nye liv i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Et liv som pt er cirka 2 måneder gammelt, og som allerede viser sig at være en helt anden måde at være udstationeret på. Læs selv med på www.bastrupsdhaka.blogspot.com

Bloggen er også anderledes, idet jeg i Dhaka-bloggen skriver mere om dagligdagsting.

Endelig vil jeg gerne henvise til min blog, Blogguiden, en guide med tips og råd til, hvad du skal overveje undervejs i skabelsen af din personlige blog.

Bloggen a live

2010-03-01T09:30:00.007+05:30

Vil du høre og se mere om vores ophold i Sri Lanka, det der aldrig kom på bloggen

og måske spørge mig om noget?

Så er du mere end velkommen til at komme til arrangementet

Familie på eventyr - fra Kolding til Sri Lanka

Kolding Bibliotek

onsdag den 24. marts 2010

kl. 19.00 og et par timer frem

Det er gratis.

Billetter kan bestilles på tlf. 79 79 11 00 eller på bibliotek@kolding.dk

Sarinas indlæg: Farvel til Kandy

2010-03-01T09:20:00.004+05:30

Nu er vores tid i Kandy kommet til en ende, og vi sætter kurs mod Dhaka.

Rent socialt har jeg syntes at Kandy var forfærdelig at leve i uden nye venner. Men naturmæssigt har det været helt fantastisk smukt. Hvis man kunne bo i en blanding af Dhaka med venner og Kandy med natur ville jeg elske at bo der, men man må tage hvad man kan få.

Det at bo i Kandy har lært mig en masse om forskellige kulturer og religioner, fx vidste jeg ikke, hvad ramadanen var, får vi flyttede her ned, og jeg vidste ikke, at hinduisme eksisterede.

At gå i en skole med engelske principper var mega irriterende med mange unyttige regler som fx at man ikke må drikke i timerne, og at man kun har ét frikvarter om dagen.

Hvis jeg i fremtiden fik et tilbud om at flytte til Kandy, ville jeg sige nej tak, men hvis jeg til gengæld fik et tilbud om at flytte til hovedstaden, Colombo, ville jeg sige ja.

Farvel Kandy.

Mias farvel til Kandy

2010-02-24T14:09:00.008+05:30

Måske er det første sted, man er udstationeret, det bedste, uanset hvad. Det skal jeg ikke kunne sige, andet end at Kandy har været et fantastisk sted at være udstationeret. Vi har boet så flot og stort i vores hus hér, og omgivelserne findes vist ikke smukkere og frodigere, tror jeg. Og vi lærte nogle fantastiske mennesker at kende.

Hvad vidste vi om Sri Lanka før vi kom? Natursmukt. Det holdt i den grad stik. Borgerkrig. Jep, der blev smidt en bombe små tre kilometer fra det atletikstadion, hvor Sarina boede i Colombo. Flere bomber blev smidt, mens vi var der. Buddhistisk land. Den er også god nok. Dengang var vi ikke helt på det rene med, hvad det indebar, men det føler vi, at vi er meget bevidste om i dag. Også hvori forskellen ligger mellem buddhismen i teori og praksis.

Hvad havde vi af forhåbninger, dengang for 1½ år siden? Kort sagt at vi ville få en på opleveren. Det føler vi også at vi har fået. Både i Sri Lanka og med turerne til Maldiverne, Indien, Singapore og Dhaka. Turen til Bangkok har vi til gode endnu.

Hvorfor var det nu, at vi flyttede om på den anden side af jorden? Fordi vores piger var ved at blive store og løb fra os som sand mellem fingrene. Fordi hverdagen i Danmark nogle gange føltes for rutinepræget og stram. Fordi vi ville have mere ud af livet.

Med flytningen til Kandy fik vi så sandelig en anden hverdag. Ikke kun pga det personale vi fik ansvar for, men også på grund af en anderledes døgnrytme med lige del lyse og mørke timer året rundt og en gennemsnitstemperatur på nogen og tyve grader. Og på grund af skolens anderledes rytme med fritidsaktiviteter lige efter skole og fri resten af dagen til lektier og fornøjelse. Vi oplevede især timerne fra fire til seks som afslappede, fordi alt det praktiske var gjort (handle, rengøring, vask m.v.) og lektierne var lavet eller tæt på at være lavet. Og så fordi solen og varmen bare er så vidunderlig på dette tidspunkt.

Dér hvor Sri Lanka for alvor overraskede os positivt var ved dens mangfoldighed af muligheder for ture/ferier og rejser. Vi har boet midt i teplantager, vi har slænget os på resorter ved kysterne, og vi har overnattet i hytte midt i nationalparker omringet af vilde dyr. Nordpå kom vi aldrig. Først var der borgerkrig og adgang forbudt, så blev der åbent og folk valfartede dertil, så vi ikke kunne få et hotelværelse, til sidst nedprioriterede vi det.

Vi fik lov til at opleve afslutningen af borgerkrigen - 28 års krig afsluttet lige så militaristisk og brutalt, som den har været undervejs. Valget i januar 2010 bekræftede for alvor den siddende præsidents magt, og ja, jeg er alvorlig talt noget bekymret for de enevældige tendenser, jeg ser praktiseret i øjeblikket.

Mine stærkeste oplevelser er vores kobberbryllup på The Beach i Negombo, min 40 års fødselsdag med alle de mennesker, jeg holdt af, og bestigningen af Adams Peak, min personlige pilgrimsrejse, som på mange måder var så opløftende; vi var også over skyerne, da solen stod op. Wauv, det syn glemmer jeg aldrig, heller ikke da australieneren begyndte at synge "here comes the sun..."

Jeg endte op med virkelig at kunne lide Colombo. Den første gang, pigerne og jeg besøgte byen, konkluderede jeg, at jeg var så glad for, at det ikke var dér vi skulle bo. Efterhånden som jeg lærte byen og nogle af dens herlige og farverige personer at kende - især via min udstilling - da oplevede jeg byen helt anderledes. Bevares den mangler kultur, den har ingen storbyaktiviteter, den har ingen teater og museer og smukke parker, men så har den overskueligheden, strejfet af udvikling og nogle dejlige, kreative og dygtige mennesker.

Det absolut værste ved Kandy var skolen - eller de to engelske skoler, som pigerne gik på - eller burde jeg måske skrive kulturen, nej, det kan jeg jo ikke, for det er deres kultur, og den kan der ikke være noget i vejen med. Summa summarium er i alt fald, at det aldrig lykkedes pigerne at få venner i Kandy. De singalesiske børn er hoveder bagud vores selvstændigt opdragne børn, som anser venner for uundværlige til at dele oplevelser og lege med. Singalesiske børn er hjemme hos sine forældre indtil en ret høj alder. De laver lektier og ser Bollywoodfilm. De mere velhavendes børn altså. Læs evt. Sarinas farvel til Kandy her.

Til gengæld har pigerne mødt så utroligt søde og åbne expatsbørn rundt omkring. De blev venner med Fiona fra Australien, Clara og hendes brødre fra Colombo, Clara fra Sverige/Indien, Poppy og Peter fra England/Thailand, Stephanie og Gabriella fra Cuba/Italien/Afrika. Sjovt at se, hvordan der åbenbart er en fællesnævner mellem expatsbørn, som om de er i samme båd.

En anden skidt ting har været savnet. Savnet af familie og venner har været stort. Når vi har levet her, har det ikke fyldt så meget, eller også er det bare vores forsvarsmekanisme, fortrængningsevne, men når der er sket noget derhjemme - både godt og skidt - så har det gjort ondt, og farvelscenerne har slet ikke været sjove, fordi vi vidste, hvor tomt der er, lige der hvor tæt kontakt fylder ens person ud. Jeg kan ikke lige sige, hvor det er, men jeg kan love jer for, at det kan mærkes over hele kroppen.

Det er blevet til mange små og sjove oplevelser og erfaringer:

Blandt andet kan jeg fortælle, at det mest utidige sted at få et myggestik er på øret.

Jeg har set og oplevet i mit sind, hvor meget et smil betyder, for ih guder, hvor de buddhister smiler meget. Jeg vil vove den påstand, at der ikke findes noget andet sted på jorden, hvor man under sine løbeture får så mange smil med til resten af dagen.

Jeg har oplevet min indre frustration, når singalesere ikke forstår en brik af et eller andet og jeg inderst inde godt ved, at de ikke kan gøre for det, når nu de ikke ved bedre.

Jeg har erfaret, hvor stik tosset jeg kan blive, når jeg har oplevet singalesere - buddhister - udnytte min godtroenhed og spille uvidne, når de udmærkede vidste, hvad et eller andet gik ud på.

Jeg har konstateret, at der ren faktisk er noget om, at singaleserne ikke kan blive flove.

Ja, jeg kunne blive ved, men skal nok stoppe her, for konklusionen for mig at se er bare, at Kandy har været en stor, stor oplevelse, at Kandy røg lige ind i hjertet på mig med sine mennesker, og at jeg aldrig vil glemme Sri Lanka.

Det store regnskab viser et kæmpeplus og et "har aldrig fortrydt" til vores valg af, at blive udstationerede.

1½ år - før og efter

2010-02-16T21:37:00.005+05:30

September 2008. Sarina, 10 år, og Stella, 8 år. Forventningsfulde. Spændte.

Februar 2010. Sarina, 12 år, og Stella, 9 år. Mætte, men ikke trætte af oplevelser. Vi kunne sagtens have taget en større bid af Sri Lanka, hvis ellers der havde været en god skole til pigerne. Havde vi boet i Colombo, havde den amerikanske skole dér nok ikke været noget problem, men så havde vi på den anden side aldrig oplevet junglen, naturen, dyrerne og det dejlige klima i bjergene. Vi har absolut intet fortrydt! Selv pigerne snakker om en ferie engang i Sri Lanka.

Farvel igen, igen

2010-02-16T21:16:00.004+05:30

Lørdag og søndag var to - vejrmæssigt - fantastiske dage i Kandy. Ikke for varmt, ikke for koldt og med brændende sol dagen lang, hvilket gjorde det endnu sværere at trisse rundt i weekenden og vide, at det var vores sidste dage.

Lørdag eftermiddag tog vi på Citadel og sagde farvel til poolen og de mange, skønne timer dér.

Søndag kom venner og sagde farvel og fik vores aflagte ting med sig. En del af de store ting som vores pool og havemøblerne gik til et hjem for misbrugte, srilankanske kvinder. Hjemmet drives af vores venner, som egentlig er hollændere fra Afrika. Missionærere. Mange af køkkentingene gik til et nyåbnet yogacenter. Resten blev fordelt mellem venner. Det var faktisk hyggeligt, og især fandt vi - desværre for sent - ud af, at vi burde have set nogen af dem noget oftere. Ind imellem farvellerne massede vi vores ting sammen i kufferterne, og vi fik da det meste med.

Søndag aften omkring kl. 18.00 sagde vi farvel til huset, vores hund og vores vagt, Vije, gennem 1½ år. Vije græd, gartneren græd, og de faldt begge på knæ og kyssede vores fødder.

Vi kørte til Kandy House og spiste vores middag der, hvilket var ekstra hyggeligt, for de fejrede Valentinsdag med levende lys i haven - nogle udformet som et hjerte midt i græsplænen. Manageren kender vi særdeles godt, det samme gjaldt nogle af gæsterne, så det blev alt i alt et vellykket farvel. Tjenerne havde for øvrigt skrevet "Bon voyage" med blomster midt på bordet, og den gode rødvin var på husets regning.

Vores kære driver der som den første tog i mod os for 1½ år siden en meget, meget tidlig morgen tog afsked med os foran den selv samme lufthavn. Det var bare så trist. Men security'en bad os om at træde nærmere og vise pas, så vi gled hurtigt ind i lufthavnen, hvor vi to timer senere lettede mod Bangkok, som mellemstop på vores flyvetur og flytning til Dhaka.

Farvel Riverdale Road, Aniwatte, Kandy

2010-02-16T20:44:00.009+05:30

Alle disse billeder er fra Riverdale Road - vores vej i Kandy. Det er her, at jeg har løbet mange, mange gange og med lige stor fornøjelse. Gosh, hvor har jeg haft mange fantastiske oplevelser her. Ja, billederne fortæller så meget i selv sig.

Her mango- og cashewnødder-træer til højre.

Det her gælder for at være fin, fin vej i Kandy. To biler kan lige komme forbi hinanden, og der er langt mellem hullerne i vejen.
Bourgainvilla-blomsterne vælter ud over muren.
Et udpluk af de mange, forskellige slags træer.
Udsigten fra vores have.
Om på terrassen.

Farvel til Indrani og Nandapala

2010-02-12T18:38:00.006+05:30

I dag, fredag, var det tiden at sige farvel til vores kære maid, Indrani. Et af hendes ønsker var at få et billede af os alle fem på terrassen. Jens kom et smut hjem i eftermiddags for at sige farvel, og vi benyttede chancen til at opfylde hendes ønske. Resultatet ser I her under.

Indrani er arbejdsløs fra på mandag, men vi har lagt rigtigt mange tråde ud for hende og håber, at en af dem giver hende job i nærmeste fremtid. Hun kørte herfra med en masse af vores ting. Vi kan ikke have det med til Dhaka, og hvis vi lader det blive i huset, er der en eller anden, som vi ikke kender, som tager det. Så hellere give det til vores personale, som har taget sig så godt af os.

I dag var også vores gartners, Nandapala, sidste dag. Af vores affald har han lavet denne afskedsgave til os. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal kalde "den", men det er tanken, der tæller. Som I kan tyde jer til, så blev han ret vilde med mine forældre, selv om de kun var her en uge. Master er selvfølgelig sat i centrum, fordi han symboliserer firmaet. Madam og babies er der også.

Nandapala er også arbejdsløs fra på mandag, men han skal hjælpe naboen med hendes have i ny og næ, hvilket jeg tror passer Nandapala fortrinligt. Nandapala har savnet at gå i templet (buddhistisk), når det passede ham, eller når der var særlige begivenheder.

Vi var alle kede af det, da vi sagde farvel - og Nandapala var på hans egen særlige måde nede og kysse vores fødder igen og igen. Jeg er fortrøstningsfuld. De skal nok klare sig. Indrani finder måske ikke lige en expat familie foreløbigt, fordi her simpelthen ikke er nogen expats, og hun ønsker ikke at flytte efter det, men et job skal hun nok finde. Desuden har hun, modsat de fleste af hendes landsmænd, sparet op gennem årene og kan da også som enlig kvinde og mor kalde sig husejer, hvilket der er mange mænd, som ikke kan.

Huset er snart helt tomt. Hele dagen er gået med at give væk, og det fortsætter vi med i weekenden. Til gengæld - jeg tør ikke skrive desværre - vælter det ind med gaver - som fylder og vejer i kufferterne, der i forvejen er proppede. Nå, det finder vi nok ud af.

En uventet oplevelse

2010-02-11T11:15:00.003+05:30

I går eftermiddags tog Jens og jeg på Kandys offentlige hospital for at sige farvel til vores ven, som ligger der, fordi han skal opereres. Hans kone ringede mig op i går middags for at spørge, om jeg var sikker på, at vi ville besøge David midt i den travle flytning. "Ja, da", svarede jeg, mens jeg igen, igen undredes over denne engelske beskedenhed. "Ok, i så fald synes jeg ikke, at I skal tage pigerne med pga bakterier m.v.", sagde hun. Jeg skulle senere erfare, at det var ikke af ren beskedenhed, hun spurgte.

Jens og jeg tog til dette kæmpe store hospital. Vi kunne ikke helt finde vej - der er ligesom ingen blå eller orange linier, der fører til den og den afdeling, så vi havde fornøjelsen af at se lidt af hvert. Lugten (stanken!) af urin og blod var gennemtrængende. Patienter lå på gulvet på sivmåtter, og gennemsnittet af ben og arme var ikke to. Til gengæld var der langt over to soldater med maskingeværer, som passede på patienterne, hvoraf nogle er tidligere tamilske tigre. De arme, der holdt maskingeværerne, kunne have være meget nyttigere, hvis de havde gjort rent, tænkte jeg umiddelbart.

Vores ven lå på en tomandsstue og var ved rigtig godt mod og fortalte om de dygtige læger, som tog sig af ham, og det er jo det vigtigste.

Jeg kunne ikke snakke om det over middagsbordet af frygt for at miste appetitten, og det er da også et af de emner, hvor vi skal overveje, hvor meget pigerne behøver at vide. Min singalesiske venindes teenagedatter besvimede under et besøg dér, på grund af det hun så, og jeg føler mig stadigvæk mærket af oplevelsen.

PS.

Ren faktuelt kan jeg fortælle, at præsidenten netop har været i Rusland og forhandlet sig til en kontrakt om køb af våben for $300 mio USD (kilde). For $300 mio USD kan man købe rigtigt mange ting.

Farvel mig her og der

2010-02-09T21:15:00.010+05:30

Mens Jens fejrer afleveringen med det ene og det andet, siger jeg farvel her og der. Som det har været min vane de sidste 1½ år hver mandag formiddag, var jeg en tur på markedet og hilse på min grønsagsmand, frugtmand og min sjalsmand (ja, hvem der er så heldig at have sådan én).

Selvam, hedder sjalsmanden, og I ser ham lige herunder. Han er tamiler, men dyrker en blanding af buddhisme og hinduisme. Hver morgen er forretningen fyldt med røgelse. Deraf duften i forretningen - og i sjalerne.

Hans assistent ser I på billedet neden under. Hun står foran alle sjalerne, som der har været en vis udskiftning i, takket være mig, jer der har været her og alle jer i Danmark, som i øjeblikket varmer jer med de mange smukke cashmere/silke sjaler. Hun er normalt meget smilende, men også meget genert, derfor det mutte udtryk.
Det har været ren fornøjelse at handle med Selvam, og jeg er blevet en del klogere på en uheldig side af vestlige turister, når jeg har stået og handlet og oplevet turister komme ind i butikken og "forlange" at prutte prisen ned til en slik. Jeg vil savne både Selvam og hans udvalg af sjaler, hovedpudebetræk og silketing. Han vil såmænd også savne mig og jer ;-D

Det samme vil byens muslimske urmager, som tørt konkluderede, at jeg har købt 10 armbåndsure og 1 køkkenur hos ham gennem det sidste års tid. Jeg måtte selv konstatere, at alle tilsyneladende var glade for samarbejdet.

Det har også været ren fornøjelse at handle hos juvelerforhandler Lakmini. Jeg skal ikke kunne sige, om de bare er glade for, at hende den pedantiske kunde rejser.

I går, tirsdag, var jo yogadag. Hver tirsdag eftermiddag siden september 2008 har jeg siddet, ligget, stået, strækket og balanceret mig gennem yogatimer. Og det har da været ren fornøjelse! I går var sådan en smuk dag og med en let vind, som kærtegnede huden, mens vi dyrkede yoga på terrassen. Når øvelserne krævede fokus, så kunne jeg bare finde et punkt ude i junglen og kigge på - og ikke lade mig distrahere af aber, ørne, farverige fugle eller andet. Clare, min kære veninde, havde efterfølgende arrangeret high-tea med sandwich og hjemmebag. Vi sad på den anden side af huset med udsigt over floden og drak te, hyggede og så solen gå ned (ja, high tea er ved 17-18-tiden, det er pga disse engelske traditioner, vi altid skal spise så pokkers sent på de hoteller). Det var bare en perfekt afslutning på yogatimerne.

I dag tager Jens og jeg på sygehuset og tager afsked med David, som desværre har brækket hoften. David er nulevende kolonihistorie med hans baggrund i Sri Lanka som søn og efterkommer af en engelsk plantageejer. David giftede sig med datteren af en englænder, som bosatte sig i Kina lige efter anden verdenskrig. De mødtes i Afrika. Dejlige mennesker.

I morgen skal jeg sige farvel til min singalesiske veninde, som bl.a. har lært mig meget om katolicisme. Jeg har også været med hende og datteren i katolsk kirke. I morgen aften skal vi alle fire sige farvel til den Cuba italienske-familie.

Ind mellem disser "farveller" forære jeg vores ting væk. I aften kommer der nogle buddhister, som skal til at åbne et yoga-center. De har brug for ting til køkkenet og sikkert andre ting også. Så det er ikke kun trist, det er også... nej, det er nok mest trist.

Festivitas som afslutning på vandprojektet

2010-02-09T12:44:00.003+05:30

Søndag aften kl. 19 var vi inviteret til middag hos project manageren fra det singalesiske firma, som Jens har samarbejdet med i vandprojektet. Vi vidste, at der kom et par stykker mere fra MTHøjgaard. Vi er lidt trætte af altid at komme til tiden og nogen gange sidde i pinlig tavshed som de førstankomne. Så vi kørte hjemmefra kl. 19...og ankom som gæst nummer to.

Jens lurede med det samme, at den førstankomne var en fra det singalesiske firma, så han konkluderede, at vi nok blev lidt flere til middagen. Det blev vi også. Vi blev henvist til haven, hvor vi opdagede, at der var dækket om til 40-50 mennesker. Gisp, tænkte vi alle fire, fordi vi regnede ud, at hvis vi først kunne spise, når vi havde ventet på den sidstankomne, så ville klokken gå hen og blive 21, før vi ville få mad. Det skal lige fortælles, at der her er tradition for, at herrerne begynder at drikke alkohol med det samme, de ankommer. Og de drikker som regel indtil flaskerne er tømte. Og så spiser de. Og så går de hjem.

Fruerne og børnene befandt sig i stuen - altså inden for - og jeg og pigerne, ja, vi var uden for sammen med Jens. Når vi skulle igennem stuen blev der grundigt kigget på os. Ikke ondskabsfuldt, blot nysgerrrigt.

Værtinden var god, hun åbnede buffeten lidt over kl. 20, så vores udhulede maver kunne fyldes med ris, vegetarretter, kylling og en stærkt krydret oksegryde. Desserten med det dejlige friske frugt måtte vi springe over, da det pludseligt blev tæt på pigernes sengetid.

En interessant aften.

Pakke-weekend

2010-02-08T22:38:00.006+05:30

Mens jeg har tulret rundt i Danmark i små to uger og coachet og planlagt diverse fremtidige arrangementer, har Jens afleveret de sidste etaper af vandprojektet og været alene-far samtidig. Alle dele med stor succes. Vandprojektet er nu officielt afsluttet og afleveret.

Jeg ankom lørdag middag efter ca. 30 timers transit, hvor jeg dog havde fået sovet hist og her, så jeg var okay, bl.a. fordi det var så dejligt at se dem alle tre igen.

Efter frokost begyndte vi at sortere og pakke de ting, som skulle til Dhaka eller gives væk. Pigerne og jeg har faktisk over flere uger ryddet ud i bøger, tøj, dvd'er etc., men jeg skulle hilse og sige, at Jens B. ikke var fornøjet, da han så den ene bunke af ting efter den anden hobe sig op i stuen parat til at komme i en kasse. Efter tredie runde af sortering forsøgte Sarina sig med argumenter om, at deres legetøj og bøger jo var deres arbejde, og de derfor havde så meget af det. For min skyld kunne vi godt have været meget skrappere i udrydningen, hvis det ikke lige var fordi, at det har taget mig hundredevis af timer at samle disse ting. Min fornemmelse siger mig, at det ikke bliver nemmere som fremmed i Dhaka at skulle ud og finde den der ting til køkkenet, de der varme bluser til pigerne, og de bedste bøger til læsning. Kvalitet er jo i den grad en mangelvare på disse kanter i Asien, og jeg orker bare ikke at skulle bruge timer på at finde fx sengetøj i god kvalitet igen. Derfor var jeg lidt stejl.

Så fra at de tre havde gået og hygget sig gevaldigt, kom jeg hjem, der skulle pakkes, og pludselig var stemningen desværre en anden. Efterhånden som weekenden gik måtte vi - Jens!? - sande, at der var behov for en fjerde kasse til vores ting, og at nogle større ting blev sorteret fra til sidst.

Nu er kassernes indhold registreret og vurderet, og kasserne er afhentet. Indrani mødte mandag morgen og sagde: "I feel like I die little by little when I see all the things disappear". "I know what you mean", kunne jeg kun mumle tilbage, for jeg vidste lige, hvad hun mente.

Præsidentvalg på mikro- og makroplan

2010-01-27T12:45:00.003+05:30

I går, tirsdag den 26. januar 2010, blev der afholdt præsidentvalg i Sri Lanka. I ugerne op til valget blev der dræbt 5 og såret cirka 70 mennesker. Nu havde vi ellers lige haft det så stille og roligt siden borgerkrigen sluttede maj sidste år.

22 kandidater stillede op, men kun to kandidater havde realistiske chancer for at vinde valget. Den ene var den siddende præsident, M. Rajapaksa. Hans hovedrival var general S. Fonseka. Begge har i valgkampen forsøgt at tage æren for den militære sejr over De Tamilske Tigre.

I begyndelsen af valgperioden var stemningen meget for Rajapaksa. Sandsynligvis fordi det fremstod som hans fortjeneste, at borgerkrigen blev tilendebragt. Jo tættere vi kom på valgdagen, des flere syntes at skifte side til generalen, blandt andet fordi at det var tiden til forandring. Ny mand, nye tider, syntes mange at tænke. Jeg kunne måske godt have tænkt mig en tredie kandidat, én som ikke med rette kunne beskyldes for at have begået krigsforbrydelser.

For os har valget helt konkret betydet, at valgdagen i går var fridag. Det er valgdage altid her i landet. Sarina fik allerede i sidste uge besked om, at hun ikke skulle komme i skole fra tirsdag og resten af ugen. Stella fik at vide, at hun skulle i skole halv dag tirsdag, og at alt efter udfaldet på valget, så skulle hun møde op sidst på ugen. I denne vage udmelding lå der vist nok, at hvis de blå vandt (den nuværende præsident), så ville der hurtigt komme ro på, hvorimod at hvis de grønne vandt (generalen), så var der risiko for uroligheder. Mandag aften meddelte regeringen lige pludselig, at i dag, onsdag, ville blive en officiel lukkedag. Sådan med knap to dages varsel!!! Så det betyder, at Stella heller ikke skal i skole i dag.

Nu her onsdag morgen, dagen derpå, ser det ud til, at Rajapaksa fortsætter som landets præsident. Vi afventer med spænding, hvad der sker i løbet af i dag.

PS. Vores kære maid, som jo måtte indse, at valget i går og lukkedagen i dag ville betyde, at hun ikke kunne komme til at fra vores hus pga ingen busser, sørgede for overnatning i Kandy by og gik de mange kilometer på arbejde her i morges, for at være der hos pigerne. Gosh, hvor kommer vi til at savne hende i Dhaka. Hun er bare så god ved os.

PPS. Artikel fra Politiken.

Melankolien kommer krybende

2010-01-20T17:26:00.004+05:30

Der er i dag 25 dage til vi flytter fra Kandy. I ved godt, at der er forskel på at bevæge sig fra noget og til noget, og man skal helst fokusere på det man bevæger sig hen til. Jeg tillader mig lige at dvæle ved det vi flytter fra. De sidste par måneder har været fyldt med jul, nytår, venners besøg, og så venners besøg igen, og så lige lidt pakkeri ind i mellem. Vores engelske venner ville gerne arrangere farewell party, men det takkede vi nej til. Vi tager hver især afsked med dem vi skal og så lige et par middagsaftener med nogle af de udvalgte. Så indtil i dag har mine tanker været optaget af praktiske gøremål og hyggelige stunder med venner, men netop i dag kan jeg godt mærke, at tristheden over at skulle rejse så småt kommer krybende. Min dejlige morgen-løbeture med alle de mange smil fra de lokale. Den dejlige sol og varmen og udsigten fra terrassen. Gosh, jeg kommer til at savne det hele, og jeg er altså bare ikke ret god til at sige farvel.

Jeg kan ikke engang vise min tristhed, for Indrani går rundt og ser ked ud af det. Det er endnu ikke lykkedes os at finde et job til hende, så hun risikerer at miste både job og "familie". Tina, vores kære, kære hund, mangler vi også at finde et hjem til. Det er vist godt, at jeg skal til Danmark og på kursus i de næste to uger, så kommer jeg tilbage hertil og har lige en uge, inden vi tager flyet til Dhaka. Ja, for heldigvis fortsætter eventyret - vores selvvalgte eventyr - og det her bliver langt fra vores sidste farvel. For afsavn og herlige oplevelser, goddag og farvel er nu engang en del af det at rejse og flytte rundt, så jeg vil forsøge at opmuntre mig selv lidt...måske med slutningen på bogen "Headhunterne" af Jo Nesbø, som er fantastisk skrevet og SÅ spændende.

Stellas klasse optræder

2010-01-20T16:44:00.004+05:30

I forbindelse med hvert semesters generelle emne optræder hver klasse med et skuespil, som relaterer sig til emnet. Stellas' klasses emne var "Sri Lanka" (historien, geografien, demografien etc.).

Her ses Stella i rollen som elev.

Her ses Stella i rollen som engelsk lærer - iklædt sari for første gang i sit liv. Hvor kommer den løftede pegefinger fra?

Med Maldiverne på Kandalama

2010-01-20T15:59:00.013+05:30

I sidste uge og frem til i dag har vi haft besøg fra Maldiverne. Når man sådan har besøg fra bountyland, så går man ikke efter weekendophold ved strandene i Sri Lanka, så vi bookede et ophold midt på øen, midt i dens storslåede og vilde natur. Nærmere bestemt hotellet Kandalama. Jeg har tidligere skrevet om Sri Lankas berømte arkitekt, Geoffrey Bawa, hvis hoteller vi har boet på. Dette er endnu et. Han er berømt for at sammentænke natur og arkitektur.

Her kan I måske fornemme, hvordan hotellet er bygget ind i en klippe og integreret med den omkringliggende natur.

Her ses poolen - svævende og med en fantastisk udsigt udover søen.

Hotellet nægtede at lade os have to ekstra senge i et triple værelse, så vi tog suiten. Vi skal vist til at indse, at vores to piger er så store, at de gælder som unge voksne.

Vi så slanger, aber og hundredevis af ørne. Fantastisk syn med deres store vingefang og rolige bevægelser. Her en der sidder stille og roligt på en - sin? - pind.
De her glade ansigter savner vi allerede. Jasmin på snart 4 måneder og Lærke på 4 år, og en glad og rolig mor, som er et godt eksempel for at man sagtens kan rejse med små børn. Faderen spiller vist nok bordtennis med Stella og Jens.
Åh, ja, de kære hoteller, hvor man først kan få mad fra kl. 19.30. Personligt vænner jeg mig aldrig til det. Det er tortur. Pigerne afleder opmærksomheden fra sulten ved bøger og dvd. Lærke ligger i smørhullet. 3 store piger.
Udsigten kunne vi ikke klage over.
Nu er vores venner taget videre på øen, men vi ses helt sikkert igen - vi ved blot ikke hvor i verden.

PS. Kandalama er et unikt og dyrt hotel. Desværre har de en forfærdelig restaurant med ekko, dårlig udluftning og ikke specielt god mad. Et alternativt indlogeringssted midt på øen er Jetwing Vil Uyana, som vi har hørt meget godt om. Men de gode værelser var udlejet her i weekenden.

Godt nytår igen igen

2010-01-18T16:45:00.004+05:30

I dag den 14. januar er det nytår - hinduernes nytår. Til april er det buddhisternes nytår. Jo, jo, der er mange muligheder for at starte på en frisk eller at revidere sine nytårsfortsætter, hvis man som os bor i Sri Lanka. Hinduernes og buddhisternes nytår giver en helligdag - en fridag, men ikke vi andres. Den 1. januar i år var i og for sig en almindelig dag på Sri Lanka med åbne forretninger, almindelig buskørsel etc. Jeg skriver det her på bloggen, fordi jeg faktisk synes, at det er lidt sjovt det her med, at vi - altså os vestlændinge - som den største selvfølge går rundt og betragter 1. januar som begyndelsen på det nye år, mens denne del af verden dårligt skænker det en tanke. Også lidt pudsigt med kalenderne, som for os selvfølgelig skal udskiftes omkring juletid, mens du her kan købe kalendere med en helt anden års-, måned- og ugeoplistning. Det er dog ikke helt uproblematisk - eller er det? - med alle disse "nytårerer", for skal muslimske forretninger holde lukket på en tamilsk nytårsdag? Skal buddhisterne fejre det kristne nytår? Så sent som i går sad jeg i en buddhistisk butik i Colombo og hørte dem drøfte, om de skulle holde lukket i dag pga. hinduernes nytår. Uden fagforeninger kan sådan en beslutning snildt tages eftermiddagen før. For os halv-kristne er det bare noget bøvl med "mærkelige" kalendere og uvisheden om lukkede butiksdøre eller ej. Men det er lige et par overvejelser værd, at vi lever efter forskellige (års-)rytmer og logikker. Når vi flytter til Dhaka skal vi til fast at have fri om fredagen og fast arbejde om søndagen. Gad vide hvad det kommer til at betyde for os? Og gad vide, hvornår muslimerne fejrer nytår?

En hilsen fra vores gartner

2010-01-10T20:50:00.003+05:30

Jeg har helt glemt at vise jer, hvad vores gartner havde forberedt til os, da vi kom tilbage fra nytårsferie. Denne tegning hang foran vores hoveddør. Nandapala, som er hans navn, er i det hele taget utrolig god til at tegne. Han er Buddhist med stort B, og er overbevist om, at vi er tilsvarende kristne.

Bastrups pizzaria

2010-01-10T17:51:00.008+05:30

I 1½ år har vi hver dag set på husets pizzaovn, som er placeret lige uden for vores spisestuevinduer. Jens mente, at det var ved at være tiden at afprøve ovnen, hvis det skulle nås, inden vi flytter. Med lidt informationer fra de tidligere lejere af huset og vores driver fik vi forberedt lørdagens opgave: At bage pizzaer i den udvendige pizzaovn.

Kl. 14.00:

Stella tænder pizzaovnen op med tørt brænde og kokosskaller med lampeolie.

Spjælet åbnes og der kommer røg fra skorstenen. Så langt så godt.

Kl. 14.00-18.30:

Stella, Jens og vagten, Vije, skiftes til at fylde brænde på og holde øje med, at der er ild i ovnen.
Kl. 18.00:

Der er kommet rigtigt meget brænde i ovnen - måske også for meget, for der skal kun være gløder, som er fejet til siderne, når pizzaerne skal ind og bages.

Kl. 18.30:

Stella og Jens holder nøje øje med kullenes udvikling, mens de spiller 31 og Røvhul (ja, undskyld, men sådan hedder kortspillet).
Kl. 19.00:

Kullene er perfekte. Jens har skubbet dem til side, så der er gjort klar til at bage.

Vi andre tre farer forvildet rundt. Efter at have ventet i fem timer skal det lige pludselig gå stærkt med at dække bord, og så beslutter vi i sidste øjeblik, at pizzaerne da selvfølgelig skal spises ude foran ovnen.
Kl. 19.15:

Efter cirka 15 minutter serverede Bastrups pizza 1 stk. chicken hawaiian, 1 stk. prawns og 2 stk. med pepperoni. Serveret med cola, rødvin og vand og restvarmen i baggrunden.
Resultatet? Vi måtte konstatere, at smagen ikke var så pokkers anderledes end i den almindelige ovn, men sjovt var det!

Godt nytår

2010-01-03T21:34:00.004+05:30

Godt nytår til jer alle - fra os alle fire. Vi glæder os til et nyt år med flytning til Dhaka, ny skole og nye jobs. Ikke mindst glæder vi os til de to ferier i Danmark, som vi foreløbigt har planlagt. I Danmark har vi nemlig alle vores kæreste og dyrebareste.

Nytårsaften 2009

2010-01-03T21:13:00.011+05:30

Solen står højt på himlen, en let brise og vi hygger ved pool og i havet, mens personalet på hotellet farer rundt og dækker op til nytårsaften. 130 gæster er ventet. Her bordopstilllingen rundt om scenen, hvor der senere indfandt sig et 11-mands orkester. Hele arrangementet fandt sted under åben himmel.

Forretterne - omringet af (smeltende) isskulpturer.
Hovedrettens fiskeudvalg. Jummi, jummi.
Boderne rundt omkring med madtilbud inspireret fra nær og fjern.
Dessertbordet, eller burde jeg skrive dessertopsatsen?
Blot et stemningsbillede.
Så er vi bænket, alle zusammen. Nytårsaften faldt tilfældigvis sammen med fuldmånedag, så himlen var helt mørkeblå og månen rund natten igennem. Fuldmånedag er jo helligdag her på øen, hvilket betyder, at udskænkning af alkohol er ulovligt. Dette resulterede i, at nogle hoteller og restauranter aflyste deres arrangement. På vores hotel "ordnede" vi det ved at bestille vinen dagen før, hvor det så også blev bonnet. Vi tørstede ikke ;-)
Så uddeles der godt nytår-krammere.
Sammenlignet med danske traditioner kan singalesisk fyrværkeri forekomme noget "fattigt" og sparsomt, men lidt og godt har også sin berettigelse. I det mindste var det ikke koldt at stå og se på.

The Beach igen igen igen...

2010-01-03T21:01:00.009+05:30

Efter godt 1½ uge i Sri Lankas bjerge og i Kandy gik turen til Negombo ved vestkysten, hvor vi selvfølgelig skulle bo på The Beach. Gosh, hvor vi bare godt kan lide det hotel og dets omgivelser. Det kunne vores venner heldigvis også.

Noget af det første vi gjorde var at kaste os i bølgen blå. Det indiske ocean viste sig ovenikøbet fra sin absolutte bedste side med kun lidt bølger og strøm. Ansigterne på billedet siger vist det hele.

Der var nogen problemer med at indlogere vores venner på det bestilte værelse, som kunne rumme dem alle. Efter parlamentering frem og tilbage blev det til suite til vennerne. Suite med 30 m2 stort badeværelse, hvor den ene halvdel var udendørs. Her nydes jacuzziens egenskaber.
Suitens "dagligstue".
Her et ganske almindeligt dobbeltværelse til familien Bastrup.

Tøserne ses i baggrunden med hver deres julegave: en portable dvd-afspiller, hvilket sådan set var en god ide, når det tages i betragtning, at de tilbringer megen tid i bil her. Men Stella gav samtidig Sarina den komplette udgave af den amerikanske serie Friends. Så der har siden jul været mange undskyldninger for at se endnu et afsnit af Friends. Hm, det må slutte efter nytår.

White water rafting

2009-12-28T07:25:00.011+05:30

2. juledag valgte vi at tage en gang white water rafting. Vi kørte et par timer til Kitulgala og blev her "headhuntet" af en af fyrerne fra et af de foretagender, som tilbyder rafting i området. Vi valgte en tur på niveau 3 ud af 6 dvs. middelsvær. Det blev en super vild oplevelse.

På grund af den brækkede tå måtte Jane desværre blive på land, hvilket til gengæld betød, at vi fik nogle fantastiske billeder.

Efter køreturen og før raftingen skulle vi lige fylde maverne.

Så var det ellers af med alle løse genstande, det meste af tøjet og på med udstyret. Her ses den korrekte påklædning - og det bedste smil i forhold til at kaste sig ud i bølgerne.
Bagefter skulle vi køre op til startstedet - hvilket var en noget varm omgang. Hvad I ikke kan se er, at sveden løber ned ad ryggen på os. Os med små hoveder måtte vente med at få vores hjelme. PS. Carl var hurtig, da han så mig med hjelm: "Du ligner fuldstændig Byggemand Bob".
Foran os kørte "vores" båd - selvfølgelig på taget af en tuk tuk.
Her er vi på vej ned gennem junglen til floden.
Her er vi så "søsat". Det hvide skum lige foran os var første udfordring, som gjorde os våde fra top til tå, så var linien lagt.
Igen så vi et fantastisk smukt stykke Sri Lanka, grønt og frodigt. Undervejs kom vi forbi stedet, hvor filmen "The Bridge over the River Kwai" blev optaget.
Nær ved afslutningen på turen fik vi mulighed for at "body rafte" dvs. kaste os ned i vandet og lade os drive med af strømmen. Det viste sig dog, at der var sten nær ved vandoverfladen, så det gav nogle blå mærker hist og her. Det sidste stykke svømmede vi bare. Dejligt, dejligt.

Tips:

Et par af udbydere af white water rafting i Sri Lanka; den ene og den anden.

Vi kom af med 2000 Rs pr. person (ca. 100 kr.) og halv pris for nogle af børnene.

Glædelig Jul 2009

2009-12-26T23:13:00.009+05:30

Glædelig Jul her fra Kandy

Plastikjuletræet med kulørte lamper, som blinker på skift. Gustav så ud til at synes, at det var en flot udgave af et juletræ vi holder os her - med alle farverne, som lyste. De gav da også anledning til at synge "Rock'in around the christmas tree". Senere tog vi en tur gennem huset, mens vi sang "Nu er det jul igen...". Sådan kan det gå, når der ingen traditioner er.
Og der blev pakket julegaver op.
Og hygget...
Og kælet...

Snapshots fra julen 2009

2009-12-26T20:54:00.012+05:30

Sådan begynder vi juledagene - det store morgenmåltid på terrassen.

Det bliver som regel til et spil Wii eller to i løbet af dagen. Gustav har lammetævet Jens i tennis.
Curt og børnene var i buddhistisk tempel, hvilket vist nok var både kedeligt og fascinerende.
Der var andre end Curt og børnene i templet.
Hvorfor var Jane ikke med i templet? Fordi hun og Jens var en tur på privathospital og få røntgenfotograferet sin venstre lilletå, som pludselig strittede og blev stor og blå efter en tur ind i sofabenet. Lægens konklusion: Lilletåen er brækket, så Jane skal have den bundet fast til sidemanden de næste 10 dage.
En brækket lilletå forhindrer vel ikke Madam i at shoppe lidt - her er Jane set i en juvelerbutik. Herren i den hvide skjorte står med en lommeregner. Hvad kan det mon betyde?

Sarinas 12 års fødselsdag

2009-12-22T07:06:00.009+05:30

Jeg er lidt stille her på bloggen - ja, faktisk på alle tre blogs. Jeg - vi - holder juleferie i gode venners lag. Torsdag den 17. december kom vores gode venner fra Danmark nemlig for at fejre jul og nytår med os. Herligt. Det har vi alle længe glædet os til, og så dejligt, når de endelig er her, og vi kan dele vores hverdag med dem.

Lørdag den 19. december var Sarinas 12 års fødselsdag. Dagen begyndte tidligt med morgensang og gaver på sengen.

Her pakker hun gaven fra mormor og morfar op. Masser af dejligt tøj. Hendes ynglings"ting", bøger, fik hun også. Et smykkesæt fra os og Stella og masser af dejlige hilsener både på kort, over Facebook og pr. mail.
Ved 14-tiden ankom gæsterne, som var to piger fra Sydafrika (som bor fast i Kandy) og to piger fra Cuba/Italien (som bor midlertidigt i Kandy). Vi supplerede selv med fem børn, så der var gang i poolen og trampolinen. Det sjove består i at hoppe fra trampolinen og over i poolen.
Nogle af rødderne.
Resten af rødderne. Uno er et fantastisk spil for børn i alle aldre og fra alle lande. Man behøver ikke at kunne tale samme sprog, for at spille det.
Dagen sluttede med take-away-pizzaer, ganske som Sarina havde ønsket.

Shoppingtur til Colombo med tog

2009-12-16T18:19:00.006+05:30

En togtur er ikke bare en togtur. I alt fald er en togtur tur-retur fra Kandy til Colombo en stor oplevelse. Nu hvor krigen er over, tør vi godt tage toget. Under krigen var toge og busser oplagte bombemål. Sarina og jeg valgte at tage toget til Colombo for at shoppe, hente bestilte julegaver (hos juveleren!) og vende retur senere samme dag.

Vi bestilte billetter til 1. klasse, hvilket vil sige den bagerste vogn, hvor endevæggen er erstattet af vinduer, og alle stole er vendt, så vi kan kigge ud af side- og endevinduer. Her udsigten ud af bagvinduet.

Colombo banegård, nøjagtigt som i 1800-tallet.
Dagens første kop kakao på Cinnamon Grand (hotel), hvor der var pyntet op til jul.
Dagens anden kop kakao på Coffee Bean & Tea Leaf - Colombos svar på Starbucks.
Hjemturen. Utroligt så mange sorter af palmer og træer der findes i dette land. Mange mennesker gik langs skinnerne.
Afsted kl. ca. 6 og hjemme igen kl. ca. 18 - for 35 kr. pr. mand. Det hed første klasse, men var (som ventet) møgbeskidt, men det tæller ikke. Meget hurtigere end at tage bilen. Faktisk også meget mere behageligt, da vi ikke hele tiden skal stoppe op. Til gengæld bumlede, hoppede og svingede vi afsted, nogle gange så vi helt grinte, fordi vi nærmest lettede flere centimeter fra stolen.

Stella optræder med koret til julekoncert

2009-12-16T14:29:00.006+05:30

Mandag aften den 14. december tog vi alle fire op til Trinity College kirken, hvor Stella skulle optræde med junior og senior koret til skolens julekoncert. Det er altid en oplevelse at være i denne åbne kirke, mens mørket falder på. Så hyggeligt og roligt og smukt.

Her ses seniorkoret

Her ses juniorkoret - og Stella.
Her optræder juniorkoret.
Af alle de flotte engelske christmas carols, som eksisterer er min absolutte yngling er "O comes all ye faithful". Hør den evt. her - synget af et drengekor

http://www.youtube.com/watch?v=phL9rYto7wk&feature=related

Fluer i soveværelset

2009-12-16T14:24:00.003+05:30

Jeg ved ikke, hvad de hedder, de her større fluer med transparente vinger, som nogle gange kommer stormende om aftenen og natten og tiltrækkes af alt lys. Jeg kalder dem fluer pga deres vinger. Den ene aften var det helt galt. De var i hoppetal uden for og selv om vi havde lukket alt, hvad der kunne lukkes, fik de sig alligevel sneget ind.

Godt at vi sover under moskitonet, hvor de da trods alt ikke fandt ind.

Her ses vores badeværelsevask om morgenen. Støvsugerposen blev fyldt op den dag.

En dårlig dag i går

2009-12-12T10:54:00.006+05:30

I går var bare ikke min dag. Dagen begyndte med regnvejr. Den voldsomme regn om natten havde (igen) væltet en mur og givet jordskred, hvilket ofte sker for tiden pga deres dårlige byggeri. Forskellen var bare, at dette jordskred fandt sted på vores vej på vej ind til byen, så vi måtte køre omveje hele dagen i går for at komme til og fra vores hus. Og jeg skulle til byen og blandt andet hente en bestilt julegave.

Jeg har ringet mange gange til min singalesiske "ven" og forretningsindehaver om denne ting (som jeg jo af gode grunde ikke kan afsløre, hvad er). "Ok, I will get it for you. No problem, Madam. Come next week". En uge senere: "Oh, hello, Madam, no bla bla bla, but next week, Madam". I den mellemliggende tid var jeg i Colombo og kunne købe tingen der, men ikke helt den samme som jeg havde fået lovning på i Kandy, så jeg valgte at satse på min forretningsmand i Kandy. En uge senere får jeg at vide, at jeg kunne hente den i går. Og så er det bare slet ikke den ting, jeg har efterspurgt. Skuffelsen var så stor, at jeg højlydt måtte give ham besked om, at det bare ikke var i orden, og hvordan jeg så tingene. På grund af tiden hang jeg på hans ting, som jeg så til gengæld fik presset ned i pris. Øv, hverken tilfredsstillende for ham eller mig.

Bagefter en tur til stationen og købe billetter til toget til Colombo og retur for Sarina og jeg. Meget larm, dårlige engelskkundskaber, en hvid der ikke kan tale singalesisk, fem andre mænd omkring mig, som skubber og lige vil ekspederes samtidig med mig, hvilket billetsælgeren selvfølgelig tillader (det er kulturen her) gjorde det til en 20 minutters lang samtale med vrissen, stønnen og "please...". Men det lykkedes næsten at få de billetter, jeg ville have.

På vejen hjem skulle jeg lige handle. Kunne som sædvanligt ikke få halvdelen af tingene og måtte tænke i alternativer hele tiden, hvilket gjorde det til en længere affære.

DRÅBEN kom, da jeg kom inden for døren, og telefonen ringede. Det var Stellas skole, der ringede. De ville bare fortælle, at Stella ikke var velkommen til at deltage i Julekoncerten mandag aften, da hun ikke havde været til dagens prøver i kirken. "Jamen, hun er jo syg og ligger i sengen med feber", fik jeg sagt, samtidig med at jeg efterhånden som alvoren af ordene gled ind i min hjerne mærkede, at jeg blev gal. "Ja, vi ved det, men vi kan ikke have hende til at deltage i koncerten, når hun ikke har deltaget i dag", lød det igen. Belært af erfaringer bad jeg straks om at blive stillet om til hendes overordnede, hvilket skete. Jeg forklarede, at for mig at se gjaldt det om at have deltaget i korprøverne på skolen hele semesteret og især i de sidste fire ugers julesange, og ikke så meget om, hvor man skulle stå, hvilket vel hurtigt kunne forklares. Jeg fortalte, at Stella møgsommeligt havde brugt sine frikvarterer på at indhente, hvad de andre havde lavet i timerne, fordi hun havde prioriteret at følge korundervisningen. Den overordnede lovede at undersøge tingene.

Imens jeg ventede på tilbagemeldingen og "dommen" fra skolen satte jeg mig ned på gulvet og tænkte, at der altså bare er så stor forskel fra det danske skolesystem og dets værdier om at deltage alle sammen, at give eleven succesoplevelser til den her skoles stræben efter, at koncerten skal profilere skolen udadtil og derfor kan de ikke acceptere, at nogle elever ikke ved, præcist hvor de skal stå og gøre. Under alle omstændigheder, hvad er det for noget med at smide en elev af holdet i sidste øjeblik? Hvad pokker ligner det?

Den overordnede ringede tilbage og sagde, at vi undtagelsesvis kunne aftale, at hvis min datter var blevet rask på mandag og kunne deltage i prøverne på mandag, så kunne hun få lov til at deltage om aftenen til selve julekoncerten... (den sætning lader jeg lige stå uden kommentarer).

Og hvorfor er det så lige, at jeg sidder her og blogger, mens jeg stadigvæk kan mærke, at jeg bliver gal og skuffet? Jeg fik jo min vilje. Stella skal optræde, hvis hun er rask. FORDI jeg ikke føler, at jeg har gjort en forskel. Skolen gav mig ret, de fik fred. Min pointe om, at man altså ikke leger sådan med elevers/børns engagement er aldrig nogensinde nået frem. Snarere tænker jeg, at de tænker, at endnu engang brokkede en hvid madam sig og at de måtte give hende særbehandling. Selv efter snart 1½ år hernede gør sådanne oplevelser mig frustreret.

Set lidt på afstand skete der jo ikke noget katastrofalt i går. Jeg fik næsten den julegave, jeg vil give væk. Jeg fik næsten de togbilletter, jeg gerne ville. Vi fik noget at spise til aftensmad, og vigtigst af alt, Stella får lov til at optræde, hvis hun er rask. I går havde jeg bare ikke overskuddet til at affinde mig med omstændighederne og kulturen. Hvad kan jeg lære af det? At jeg må finde overskuddet, for de omstændigheder er nu engang eksisterende her.

En sang fra Fridsro børnehjem til Nyborgværkstedet

2009-12-10T10:07:00.002+05:30

Omkvædet på sangen:

This world belongs to you, this world belongs to me, this world belongs to all of us, who lives in harmony... passende omkvæd til samarbejdsprojektet mellem Fridsro og Nyborgværkstedet.

PS. Nyborgværkstedets butik, hvor varerne sælges, hedder Krammet - et kram fra Nyborg til Kandy.

Nyborg/Danmark - Kandy/Sri Lanka via skype

2009-12-10T09:44:00.005+05:30

En helt almindelig onsdag sen eftermiddag blev til en mindre begivenhed i går, da to dele af verden mødtes på skype. Nyborgværkstedet holdt i går kl. 13 dansk tid officiel åbning for deres salg af børnehjemmet Fridsros varer. I Nyborg blev der klippet snor, interviewet og vist varer frem i butikken Krammet. Bagefter var der æbleskiver og gløgg for brugerne, personalet og pressen i kantinen. Imens dette foregik i Nyborg samledes vores familie, personale fra Fridsro børnehjem samt 11 børn i alderen 5 til 18 år i Fridsro forretningen her i Kandy. Vi kunne desværre ikke få æbleskiver, så Sarina delte sine nybagte finskbrød ud og Stella delte dansk slik ud. Kl. ca. 18 Sri Lankansk tid skypede vi Nyborg, mens de sad i kantinen med storskærm.

På billedet her kan I måske ane Dorthe, souschefen, på skærmen. Hun stiller en masse af brugernes spørgsmål til børnene fra børnehjemmet. Spørgsmål som "Fejrer I jul?", "Hvad spiser I?".

Det er Mark, som på vegne af børnene besvarer spørgsmålene. De ældre børn kan godt snakke engelsk, men de var meget generte og foretrak, at Mark oversatte Dorthes engelske til singalesisk.
Her ses de to mindste på 5 år (pigen) og 6 år (drengen).
I næste indlæg kommer den sang, som de glemte, at de skulle have sunget for webkameraet.

En artikel fra Fyns Stiftstidende

Sov godt, Stella

2009-12-06T22:07:00.003+05:30

Stella med hendes elskede abe, købt af mormor og morfar i Zoologisk Have i Odense.

Forsøg på at komme i julestemning

2009-12-06T22:02:00.004+05:30

Denne weekend var hjemme- og "komme-i-julestemning"-weekend. Efter Jens' fyraften lørdag eftermiddag var der dømt fælles indsats for at lave julekonfekt. Sarina og jeg havde handlet her og der og alle vegne for at samle de rette ingredienser. Jens begyndte med at sætte julemusik på. Stella hev nissehuerne frem, og Sarina og jeg begyndte at finde det hele frem i køkkenet. Så langt så godt, men det gik altså bare ikke.

Musikken drillede, huerne var alt for varme at have på, chokoladen og florsukkeret var ikke ordentlig kvalitet, hvilket for øvrigt gjaldt de fleste af ingredienserne. Rekvisitterne var heller ikke de rigtige, og når der i opskriften stod, at trøffelmassen skulle stivne, ja, så smeltede den, mens smøret i havregrynskuglerne blev vandet mellem hænderne på Stella. For slet ikke at nævne dadlerne, som var hårde indeni og klistrede uden på. "Det er altså bare ikke hyggeligt, det her", sagde pigerne samstemmende, mens Jens og jeg for rundt og forsøgte at redde, hvad reddes kunne, mens vi også var overraskede over, hvor svært det dog kunne være. Anyway, vi fik da taglagt trøffelkugler (med klumpet florsukker), havregrynskugler, marcipanfyldte dadler m.v. i diverse aflagte isbokse og stillet i køleskabet.

Puhha, det gik bedre sidste år, hvor vi lod det være ved saks og papir og skabeloner.

Søndag aften tog jeg til julekoncert med en af de lokale skolers drengekor. En flot - og julet - oplevelse i et smukt sceneri. Dog var jeg i den grad skuffet over, at koret valgte at vende hovederne væk fra "publikum" (må de godt hedde sådan, når det er en kirke?) og synge hen mod maleriet med korsfæstede Jesus - se billedet nedenfor. Min britiske ledsager forklarede mig, at sådan skal det være. "Det er jo ikke et show", forklarede han. Hm, hvorfor var det hele så stillet op som et show med lys, kamera og salg af cd'er?

Jeg kom faktisk lidt i julestemning, men det blev ødelagt, da vi skulle hjem og opdagede, at det var selvopfundne singalesiske parkeringsregler, som havde hersket uden for kirken med det resultat, at vi holdt absolut inderst, og at vi ventede i en halv time med stikkende myg, inden vi kom fri. Vi burde have forudset det. Så kort blev julestemningen.

Nå, men nu sidder jeg her og blogger/skriver med Stig Rossens julemusik flydende ud af min bærbares højttaler, mens jeg nyder eftersmagen af Sarinas brunkager (de eneste brunkager, jeg nogensinde har kunnet lide) og konstatere, at julestemningen ligesom alt andet smukt kommer indefra.

Book club

2009-12-03T16:37:00.002+05:30

Stort set siden vi ankom til Kandy har jeg været "medlem" af en bogklub her i byen. Vi er 12 kvinder, som mødes den anden mandag i hver måned fra 10 til 12. Vi mødes som regel på Hotel Citadel, hvor vi låner deres ene møderum mod bestilling af kaffe, the og en mindre morgenbuffet.

Der er tale om 12 vidt forskellige kvinder med vidt forskellige baggrunde. Der er singalesiske kvinder, britiske, en halv fransk kvinde, en schweisisk og ja, sørme 3 danske kvinder. De er alle - undtagen mig - fastboende i Kandy og omegn.

I går havde vi vores årlige julefrokost, som holdes privat, og hvor vi hver især bidrager med noget spiseligt. Ellers går vores møder ud på at udveksle bøger - romaner, ikke faglitterære bøger. Vi analyserer og fortolker ikke pokkers meget, men vi kan godt tage en god snak om en bog, som har været rundt hos de fleste. Jeg har endnu ikke oplevet, at vi alle kunne lide den samme bog. Jeg er godt vant fra Kolding, hvor jeg er i en bogklub - en "rigtig" bogklub, hvor vi analyserer og fortolker bøger, vi alle har læst. Men bogklubben her har et udmærket koncept til mit behov for at kunne læse, hvad jeg har lyst til - alle bøgerne er på engelsk, og det er ikke hvad som helst jeg kaster mig ud i at læse på engelsk, selv om mit engelsk er blevet bedre - samtidig med, at jeg får en masse inspiration via bøgernes fysiske eksistens på bordet og den korte, mundtlige anbefaling.
Så, ja, jeg har været glad for bogklubben og kvinderne i den. Det er få af dem, som jeg omgås i min dagligdag, men jeg har nydt godt af dem som netværk på mange områder a la hvor køber jeg det, hvor kan man tage hen etc. Jeg er spændt på, om der er en bogklub i Dhaka. Hvis der er, så tror jeg lige, at jeg kigger forbi, hvis det er tilladt, for jeg nyder at dele mine bogoplevelser med andre.

På sight- og siteseeing til Sri Lankas østkyst

2009-11-30T13:25:00.014+05:30

Denne weekend tog familien for første gang til østkysten. Jens har været der før, men ikke vi tre andre. Der er et pænt stykke vej til vandet i øst. Her måler vi afstand i tid, og til kysten er der cirka fire timers kørsel, og det vel at mærke fire timer på elendige veje. Til gengæld var der ikke megen trafik. I får lige et billede af, hvordan vi tilbragte i alt cirka seks timer i lørdags og fire timer i går, søndag. Jens og Ranjith sidder foran.

Det her - rismarker = paddy fields - så vi næsten overalt østpå. Læg mærke til hvor fladt det er. Desværre ser vi ofte personer med en dunk på ryggen og en sprøjte i hånden gå rundt i rismarkerne og sprøjte - sandsynligvis noget kemikalieværk mod utøj. Ingen økologi her.
Dem her - teaktræer - så vi også rigtigt mange af. Teaktræer er også dyre her bl.a. fordi de vokser så usandsynligt langsomt. Men flotte er de.
Sådan her kan man også bo.
Og et lidt mindre hus på landet.
Her er så indkørslen til M.T.Højgaard sitet og en af årsagerne til vores tur østpå. Vi ville over og se de havne, som M.T.Højgaard bygger i Oluvil. På vejen var vi på besøg på et stenbrud, hvor M.T.Højgaard springer sten, hvorefter de kører dem til havnebyggeriet i Oluvil. 167 lastbiler kører i døgndrift med sten syv dage i ugen de cirka 70 km til Oluvil! Oluvil er udelukkende et muslimsk område.
Her en af de mange, mange kæmpe maskiner, som havneprojektet kræver. Sarina og Stella prøvede begge at køre den. Lidt drengerøv er man vel altid.
Imponerende "skovl".
Køerne, gederne, hønsene, hundene og kattene levede her og der og alle vegne - også midt på gaderne.
Her et stykke smukt natur, som vi kørte fordi på vejen hjem til Kandy. Sri Lanka er altså utrolig med dets forskellige natur og kultur, det fik vi endnu engang slået fast på vores tur.
Hvad vi ikke har billeder af er M.T.Højgaards årlige julefrokost, som blev holdt i Ampara. Her havde et par af M.T.Højgaard gutterne kreeret den helt store danske frokost med sild og karrysalat, leverpostej, grønkål, and m.v. samt en fantastisk ris a la mande. Mmm, siger jeg bare.

Vi havde en helt igennem god tur med sightseeing i det østlige og siteseeing på et imponerende havneprojekt - og med god mad. Så pyt skidt med de mange - kedelige - timer på bagsædet af jeepen.

Skadedyrsbekæmpelse rundt om vores hus

2009-11-30T13:06:00.008+05:30

I fredags, den 27. nov. 2009, blev det igen tiden til at forgifte grunden rundt om vores hus. Vi får det gjort sådan cirka hvert halve år, når antallet af dyr indendøre stiger så meget, at vi føler, at de er ved at overtage huset.

Her ses de to mænd og de maskiner, som de benytter. Dette er inden, at de tager masker og briller på og tænder for "røgkanonerne".

Her er den første mand på vej op til vores hovedindgang og tænde for røgkanonen.
Begge mænd er nu i gang med at indhylde huset i gift og røg. Sarina og jeg er på vej væk i bilen, da det lugter lige så forfærdeligt, som det sikkert er farligt. Gartneren får fri, den halve time det står på. Indrani valgte at gemme sig indendøre bag lukkede døre og vinduer.

Nyt om den uventede skoleferie

2009-11-24T14:50:00.008+05:30

Siden jeg skrev til jer i fredags er der sket det, at landets sundhedsminister har udtalt, at den kære Chief minister fra Central provinsen slet ikke har kompetence til at bede skolerne om at lukke på ubestemt tid. Sundhedsministeren sendte i mandags en flok læger fra Colombo til Kandy for at mødes med fagfæller her og drøfte risikoen for en H1N1 epidemi i vores provins. Hm, måske det skulle være gjort før alt andet!?!

I dag, torsdag, kender vi stadigvæk ikke resultatet af mødet mellem lægerne. Sundhedsministeren har endnu ikke sagt noget, men forventes at melde ud inden weekenden, om børnene skal begynde igen på mandag. Intet nyt er også nyt.Jeg tror nu ikke, at det ændrer noget for Sarinas vedkommende. Hendes skole har tilsyneladende besluttet sig for at holde lukket indtil den 28. dec. 2009.

Sarina slår tiden ihjel med Twilight-quatrologien af Stepanie Meyer. I alt 2.250 sider på engelsk. Hun holder igen med at læse, for at trække spændingen ud.

Om aftenen snupper Sarina og jeg lige et afsnit eller to af Livvagterne, sæson 1. Den

fik vi af mormor og morfar og er meget optaget af den. Også her prøver vi at trække det ud, så vi har til lidt flere aftener.

På billedet ser I også vores ynglingsfotoalbum fra min lillebror og hans kæreste, som også er den kreative sjæl bag. Albummet er lavet "fra bunden" med farveafstemninger og temaer og er vores absolutte favorit. Det ligger altid fremme i stuen, så alle kan se det.

Uh, ha, gode bøger og film - og billeder af familie og venner - kan man aldrig få for mange af.

Det hele mugner

2009-11-24T14:39:00.003+05:30

Vi har en form for efterår her også. I oktober begynder det så småt at regne, det fortsætter i hele november og skulle gerne stoppe engang i december. Sidste år så vi stort set ikke regnen i oktober, kun om aftenen i november og den stoppede brat midt i december og blev efterfulgt af tre måneders tørke. I år er indtil videre anderledes. Vi har faktisk ligefrem gråt vejr hele dage ad gangen og regn stort set hver dag. Til gengæld har vi stadigvæk varmegraderne, og solen skinner også hver dag, så vi klager ikke.

Og dog så klager jeg lidt, for det fugtige vejr betyder to væmmelig ting: 1) dyrerne trækker ind i huset og 2) fugten trækker gennem huset - og vores ting. Sko, bælter, puder, papirer mugner og lugter. Nogle gange kan jeg vaske det af og lufte tingene, for at forhindre, at det sker yderligere, men andre gange ryger det lige i skraldespanden.

Dyrerne synes åbenbart, at det er rarere at bo her indenfor end ude i regnen i junglen, så de hygger sig rigtigt med hinanden i vores skuffer, på borde og i vores mad, hvis de kan komme afsted med det. Vi kan ikke efterlade mad på bordet i to sekunder, uden at noget "udefinerbart" begynder at bevæge sig.

Jeg har absolut intet mod regnen - varmen og solen er her jo, men fugten og dyrerne var jeg gerne foruden. På fredag kommer der et firma og sprøjter vores grund med "vitaminer" (læs giftstof), så håber vi på, at det hjælper. Og så håber vi på at se solen lidt mere jo længere hen i december vi kommer. Vi kan kun håbe.

Dhaka i sigte

2009-11-20T21:09:00.007+05:30

Kære alle.

Jeg ved det godt. Jeg har ikke været så stabil til at skrive på det sidste, simpelthen fordi vi ikke rigtig har været nogen nye steder. Men det betyder ikke, at der ikke sker noget i vores liv, for det gør der i den grad i øjeblikket. Vi har taget en beslutning om til februar 2010 at flytte til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.

Dér er et stort vandprojekt, som Jens skal starte op, en - efter sigende - fantastisk amerikansk, international skole til pigerne, og nye muligheder for mig. Pigerne har set skolen og faldt for den med det samme. 40 nationaliteter går på skolen, som næsten udelukkende har amerikanske lærere. Læs evt. vores blogindlæg om Dhaka

Jeg har besluttet mig for så hurtigt som flyrejser og logistik tillader det at færdiggøre min coach-uddannelse i Danmark til foråret, for så at fungere som coach for de mange expats, som lever i Dhaka. Modsat her i Kandy, hvor vi er stort set de eneste hvide, så er Dhaka fyldt med expats, heriblandt ca. 3.000 amerikanere og 150 danskere, og et større antal af mange andre nationaliteter. Måske vil jeg også komme til at arbejde for Jens og MTHøjgaard med kommunikation og administration.

I Dhaka venter der os et helt andet expat-liv. Forskellene er tilsyneladende mange, men det vigtigste er, at vi trives - og det overbeviste vores besøg i Dhaka os om, at vi kan.
Så nu glædes vi over de sidste måneder i Kandy/Sri Lanka og glæder os til vores nye liv i Dhaka.
I forbindelse med skiftet mellem de to steder kommer vi til Danmark en tur på ferie, nærmere bestemt til marts.

Det betyder, at jeg sideløbende med denne vil skrive på en ny blog, kaldet Bastrups Dhaka. Dén blog vil blive anderledes i indlæggene, da jeg har ønske om at skrive om mere dagligdagsoplevelser. Læs første indlæg her.

Uventet juleferie

2009-11-20T14:06:00.006+05:30

Som de fleste af jer sikkert ved, så går Sarina og Stella til eksamen i disse uger. Det vil sige, at Stella har haft sine sidste eksamener i dag, mens Sarina skulle have fortsat mandag, tirsdag og onsdag i næste uge. Men...sådan bliver det ikke. Som titlen på indlægget antyder, så har - i første omgang - Sarina - sammen med alle andre skolebørn i Central Provinsen, som er den region vi bor i - uventet fået juleferie.
Lige nu forstår jeg ikke ret meget af bevæggrunden, andet end noget med at 10 mennesker i vores provins er død af H1N1. Vi snakker om en provins med sikkert omkring flere millioner indbyggere. For en dansker, som er vant til influenza og med vane for at tjekke et internet for fakta om sygdomme, lyder det grotesk at sende alle skolebørn hjem på juleferie, afbryde eksamener og aflyse julearrangementer etc. Ikke desto mindre bliver det sådan, siger selveste Chief Minister of the Central Province.
Stellas skole har åbenbart ikke tænkt sig at følge ministerens melding, for hun skal møde på mandag. Men til gengæld er der vildt røre blandt forældrene på Stellas skole. De ønsker ikke at sende deres børn i skole. De er bange for, at de vil blive smittet og dø. Tror de, at H1N1 er forsvundet om 14 dage, fordi børnene i én provins er blevet holdt hjemme?
Et held at man ikke har mindre børn og ikke er udearbejdende.

Nå, men historien er ikke slut endnu, for Sarinas skole har for at kompensere for den for tidlige juleferie bedt børnene om at komme i skole igen den 28. december og fremad. De får dog fri den 31. december, men ikke den 1. januar. Det her er virkelig Sri Lanka, tænker og griner jeg. Buddhisternes svar på jul samt deres nytår ligger i april, så for dem er det åbenbart helt okay at bede børnene møde den 1. januar om morgenen.

Vi får besøg af gode venner fra Danmark den 17. december og frem til lige efter nytår, har planlagt diverse udflugter blandt andet en nytårstur til vestkysten. I praksis betyder alt det her for Sarina, at hun kommer til at gå glip af de sidste to til tre eksamener, for familien har ikke tænkt sig at holde nytår her, for at hun kan gå til eksamen og i skole i disse dage.

Ja, det blev et noget anderledes indlæg på bloggen, men det er nu engang, hvad vi oplever lige i disse dage; hysteri omkring H1N1.
PS. Jeg skulle hilse fra nettet og sige, at H1N1 ikke er farligere end andre influenzaer og kun er dødbringende for folk, som i forvejen er syge.

Sarina på vej i skole i morges (fredag den 20. nov. 2009)

2009-11-20T13:29:00.006+05:30

Billederne er taget i morges. Stella skulle møde tidligt og blev kørt af Ranjith, så Sarina måtte tage en trehjuler. Chaufføren her, Richard, er ham vi foretrækker at bruge som taxa-chauffør. Jeg er helt tryg ved at lade Sarina køre alene i skole med ham. En sød og stærk fyr med varme, brune øjne og et stort smil (dog smiler han ikke på billedet). Det er for øvrigt ham, som har døbt mig "The blond in the black jeep". Prisen for at køre med Richard? 200 Rs (=10 kr.) for det, som svarer til 10 minutters kørsel.
Her kører Sarina af sted til skole.

Mormor og morfar på besøg, november 2009

2009-11-13T08:53:00.017+05:30

Sidste fredag sad vi alle fire i bilen på vej til Negombo, dér hvor vores ynglingshotel og lufthavnen ligger. Solen skinnede, og humøret var højt, for Mormor og morfar ville lande lørdag morgen ved 9-tiden. Jubiiii. I dag er stemningen en helt anden. Mormor og morfar kørte til lufthavnen torsdag aften ved 22-tiden, så huset er tomt her i weekenden.
Pigerne var knuste, da de sagde farvel, og ja, det var vi andre også, men vi kan bedre forholde os til, at vi ses om fire måneder igen, hvor det for pigerne føles som år. Som Stella sagde aftenen før de rejste, mens morfar puttede hende: "Morfar jeg vil ikke have, at I rejser. Du står en meter fra mig, og jeg savner dig allerede".

Pointen er, at vi har haft det godt i de 6 dage, de har været her.

Vi tilbragte weekenden på ynglingshotellet ved stranden, inden vi søndag eftermiddag kørte retur til Kandy. Pigerne skulle i skole og Jens på arbejde.

På hotellet fik vi badet og hygget, og både mormor og morfar og Stella fik massage. Mormor havde det så godt under massagen, at hun kom til at savle ned i skålen med duftende blomster og vand, som man kan ligge og kigge ned i under massagen (så den skål fik lige pludselig en ny funktion).

I Kandy fik de shoppet og besøgt pigernes skoler. Det er og bliver en anderledes følelse at shoppe her, når der er tale om at bruge 1000 rupees-sedler (=50 kr.). Det føles så voldsomt at konstatere, at man i dag har brugt fx 35.000.

Her ses mor og far i begyndelsen af bymidten.

Den første morgen i Kandy vækkede vi dem med aber, som kravlede rundt i haven og på taget. Den næste morgen vækkede vi dem med plaskende vand i køkkenet, spisestuen og stuen. En vandvarmer under vasken i køkkenet var sprunget, og vand var løbet ud gennem hele natten. Så der blev opsamlet vand.

Den ene dag besøgte vi børnehjemmet Fridsro, hvis varer Nyborgværkstedet vil begynde at sælge til december. Her fik min mor nærstuderet vævene og forholdene. Det var absolut et interessant besøg for os alle.

En anden dag tog vi i bjergene, hvor vi gik tur, badede og spillede bordtennis.
Vi "lejede" os ind hos Rangala Guesthouse, hvor vi nød godt af faciliteterne og den fantastiske udsigt.

Morfar syntes ikke, at vandet var koldt. November er regntidsmåned her og kold, synes vi. Men de fandt det lige tilpas, men de er nu også altid så positive.

Vi fik gået tur i teplantagerne, hvor de berømte igler kravlede på os og sugede sig fast.

Her spiller vi "jorden rundt" i bordtennis.

Ingen ferie i Sri Lanka uden en kølig Lion Lager på terrassen.

På et tidspunkt fik vi besøg af min singalesiske veninde. Her prøvede mor og far, hvad det vil sige at kindkysse - noget som jeg ikke tror, at de har prøvet før. Lad os bare konstatere, at det lå dem ikke naturligt at gøre det (ti, hi). Pigerne og Jens skreg af grin, da jeg fortalte om det, for de kender morfar og hans smækkys.

Traditionen tro fik vi spillet 500 (en tradition, der opstod i USA, hvor Stella lærte kortspillet). Vi har grinet, hygget og snakket - drukket og spist godt forskellige steder og herhjemme på terrassen og ved spisebordet. Vi har med andre ord haft det godt og råhygget, og det kan man aldrig få nok af. I weekenden her læses der lektier (eksamen er i næste uge), ses dvd og trøstespises af de slikposer, som mormor og morfar havde med. Bevidst eskapisme er tilladt.

Weekendtur til bjergene, 1.-2. november 2009

2009-11-03T19:59:00.014+05:30

"Vores" hus i den forgangne weekend. Nydeligt, ikke?

Denne weekend tog vi en tur i nogle bjerge, hvor vi aldrig har været før. Nu er bjerge måske rimelige ens at se på, især hvis de er beklædt med grønne og lave te-buske, men alligevel kan vi ikke få nok af at se ud over de bølgende, grønne tæpper. Denne gang boede vi sågar ud til en sø, eller rettere et reservoir af vand (det lyder nu bedre med sø).

Det er et firma, Tea Trail, som har opkøbt fire bungalower, der tidligere var ejet af teplantageejere (http://www.teatrails.com/index.htm). De har så moderniseret husene og lejer værelserne ud, så hver bungalow fungerer som et lille hotel med 5 værelser. Personalet forekommer at være specialiseret i "vestlændinges" krav om kvalitet og service, så for en forholdsvis pæn pris sørger personalet for at give gæsterne, hvad de vil have. Et luksusophold var det i alt fald - sikkert med den bedste morgenmad vi indtil videre har fået serveret. Friskpresset juice (frugt efter eget valg), hjemmelavet marmelade, friskbagte pandekager med gylden sirup etc.

At komme ud på terrassen om morgenen, kigge ud over søen og indtage sådan et morgenmåltid i en behagelig bjerg-temperatur, ja, det er luksus.

Baghaven og husets terrasse med udsigt over søen.
Der ventes med længsel på den næste ret, selv om vi slet ikke nåede at blive sultne mellem måltiderne. Især stedets Tea-time-anretning ved 17-tiden var et fantastisk måltid med små sandwiches, scones og kager - og te af mærket Dilmah (mit ynglingsmærke - kan man købe det i Danmark?).
Så spilles der kroket - eller Hannah Montana-kroket, som Jens døbte det, fordi der blev danset og sunget en del mellem slagene.
Et syn fra vores travetur i teplantagerne.
Det er hverken Østrig eller Sverige - det er et bjergområde i Sri Lanka.

Ellers tilbragte vi tiden med at spille kroket og gå tur i te-plantagerne - og så lige lidt lektielæsning her op til eksamen. Stella har læseferie, og Sarina går i skole, men skal også til eksamen næste uge igen. Sarina har lidt af et dilemma i øjeblikket, da quattrologien om vampyrer af Stephenie Meyer trækker i hende hele tiden. Hun begyndte på den for en måneds tid siden, men kunne ikke rigtig komme ind i den og syntes, at den var for svær på engelsk. Så så hun og jeg filmen, og hun gav bogen en chance mere. Siden har hun været begravet. Godt bøger er så billige hernede.

Her er vores del af huset med adgang til egen have. I højre hjørne skimtes Stella og jeg under lektielæsningen.

Julestjernerne er lidt større her end dem i vindueskarmene i Danmark.

Stellas indlæg: Sportsmeeting

2009-11-03T17:36:00.005+05:30

Fredag den. 30. oktober holdt skolen deres årlige "sports meeting."

Skolen har delt eleverne op i 4 farver (huse) hvor de kæmper mod hinanden.

Der er rødt hus, grønt hus, gult hus og blå hus.

Jeg er i gul hus!

Ved sportsmødet skal eleverne kæmpe mod de andre børn på deres alder. De bliver så delt op

i deres køn.

Det her er de normale sportsgrene som eleverne skal deltage i: 50 m, 100 m, 200 m, stafetløb, højdespring og længdespring.

I forhold til elevernes køn og klasse ser det sådan her ud:

Under 9, girls and boys- Nogen 2 klasser og nogen 3 klasser.

Under 11, girls and boys-Nogen 3 klasser, 4 klasser og et par 5 klasser.

Under 13, girls and boys-Nogen 5 klasser og 6 klasser.

På det billede I kan se nedenunder, kan I se mig stå oppe på sejrsskammel.

I kan også se, hvilken plads jeg kom på!

First place, under 11 girls, Long jump.

Det er dejligt man kan bruge sine lange ben på noget fornuftigt.

Min diplom og medalje.

Alle eleverne ventede spændt på om de ville få en pris eller ej.

De ventede også på at få at vide, hvilken plads deres hus kom på.

Det endte så med at gult hus(det hus jeg er I) kom på 2 pladsen.

Berømt for en weekend

2009-10-19T17:35:00.009+05:30

Sikken en herlig weekend i Colombo. Det føles som om, at jeg har været berømt for en weekend. Fredag var der en artikel om udstillingen i to landsdækkende aviser. Fredag sen eftermiddag drønede familien til Colombo for at spise på en af vores ynglingsrestauranter. Undervejs fik jeg at vide, at to af mine collager (heriblandt det største og dyreste) var solgt. Bagefter tog vi direkte til Galle Face Hotel og indlogerede os.

Lørdag morgen tog jeg af sted til galleriet for at sætte collagerne op. Dét var der heldigvis en rutineret handy-mand, som havde fuld styr på, så jeg mødtes med Jens og pigerne til frokost og shopping i byens svar på Magasin. Efter shopping tog vi til pool side på hotellet inden omklædningen. Klokken lidt i 18 steg vi ud af tuk-tuken foran galleriet.

Det var altså helt underligt at se sine collager sådan udstillet. Desværre har galleriet jo selvfølgelig hvide vægge, hvilket ikke er den optimale baggrund for de hvide rammer i collagerne, men anyway, det så godt ud.

Langsomt kom flere og flere gæster, venner, bekendte, ukendte, som snakkede på kryds og tværs. Og heldigvis købte nogen af dem også.

Udstillingens karakter og indhold er tilsyneladende atypisk, for der var forbavselse over mediet (collage) blandt gæsterne, og tre aviser har skrevet større artikler om udstillingen. Journalisterne åd, som forudset, vores overskrift om "Closet Artists" (=skabskunstnere). Jeg er ikke selv for vild med den, da den kan læses som om, at vi har lukket os inde med vores kunst, fordi vi er flove over den. På den anden side, kan jeg godt se, at Layla og jeg repræsenterer en atypisk gruppe af kunstnere (vi kalder os jo ikke engang kunstnere), som er svære at benævne. Så I invitationen skrev vi Closet Artists, og det blev også overskriften i den ene avis. Den anden avis (se link nedenfor) slår lidt på det med, at vi er kvinder og mødre, og at landet trænger til flere kvindelige kunstnere.

Her ses Layla og jeg. Super sød kvinde, der laver nogle fantastisk flotte skulpturer, synes jeg.
Søndag eftermiddag, da vi tjekkede ud af hotellet, blev dørmanden (som normalt står og smiler lige så sødt og formelt i sin hvide galla-agtige uniform) lige lidt forfjamsket og udbrød: "Madam, du er da i avisen i dag!?!", hvorefter han løb ind og hentede artiklen, så jeg kunne se den. I mellemtiden kunne Jens så selv pakke bilen.

Vi fik hilst på en helt anden del af Sri Lanka, end vi ellers kommer i kontakt med. Det hele var sådan lidt surrealistisk og uvirkeligt. Lørdag sent krøb pigerne under deres dyne og fik en ordentlig godnat- og tak-knuser af mig, da de begge dels har hjulpet mig undervejs med billederne og dels har støttet mig hele weekenden igennem. Jo, det var en dejlig, anderledes og sjov weekend.

PS. Udstillingen varer til den 8. november. P.t. har jeg solgt 9 collager af en værdi til Rs. 200.000 (ja, det lyder af rigtigt mange penge, når det opgives i rupees, men I skal lige dividere med to og trække et nul fra, så er beløbet knap så højt). Jeg er ovenud tilfreds og glad.

Tag med på udstillingen:

http://picasaweb.google.dk/mia.bastrup/UdstillingDen17Oktober2009IColombo?feat=directlink

Den ene af avisartiklerne, The Sunday Times:

http://sundaytimes.lk/091018/Plus/plus_14.html

Sarinas indlæg: Jeg har skiftet skole

2009-10-12T08:46:00.003+05:30

Hej alle sammen. Som nogle af jer allerede ved, har jeg valgt at skifte skole. Jeg har skiftet fra Colombo International School (C.I.S) til Gateway College, International School. Stella bliver ved med at gå på C.I.S.

Her ser I mig i min nye skoleuniform.

Jeg har valgt at skifte af flere grunde, men først og fremmest fordi, at mine pige-klassekammerater snakker singalesisk hele tiden. Min lærer har forsøgt at snakke med dem, de har været hos principal, men lige meget hjalp det. Så skete der det, at den samme lærer valgte at vise en singalesisk film uden engelske undertitler i engelsktimerne. Engang imellem forklarer hun også tingene i timerne på singalesisk, hvis de ikke forstår det. Hvordan skal pigerne lærer at snakke engelsk på skolen, når skolen vælger at snakke singalesisk til dem?

Da jeg skulle testes til Gateway fik jeg både en test til year 6 og 7. Jeg bestod year 7 og er derfor sprunget year 6 over. I tirsdags startede jeg så i min nye klasse, year 7B på Gateway College. Så jeg har fået ny uniform og nye fag som fysisk, biologi, kemi, ”business study” og geografi.

Jeg synes, at det er hårdt at gå på Gateway. Vi har mange lektier for, og jeg er i gang med at indhente de timer, som de andre har haft inden jeg kom. Især fysisk og kemi er svære fag. Jeg synes også, at det er en god skole, fordi jeg ikke har hørt ét singalesisk ord, og fordi der er nogle søde piger i min klasse. Drengene er lige så skudt i peteret som dem på CIS.

Kvalitetstjek på varer på børnehjemmet FRIDSRO

2009-10-11T09:28:00.015+05:30

Tidligere på bloggen har jeg fortalt om Fridsro, børnehjemmet her i Kandy (http://bastrupssrilanka.blogspot.com/2009/03/fridsro-brnehjem-lidt-uden-for-kandy.html). Siden dengang er der sket det, at Nyborg Kommune har godkendt, at institutionen for voksne fysisk og psykisk handicappede i Nyborg, Nyborgværkstedet, bruger penge på køb af varer fra Fridsro og sælger det i Nyborgværkstedets butik. Målet er penge til børnehjemmet OG at give Nyborgværkstedets brugere en oplevelse af at gøre en forskel, trods deres handicap.

Projektet er nu kommet så langt, at papirerne er i orden, varerne er bestilt og produceret, og i disse dage pakkes varerne ind i plastik, inden de sendes af sted til Danmark med skib. Tirsdag morgen tog jeg turen til børnehjemmet for at kvalitetstjekke varerne inden afsendelse. Her ses nogle af sykvinderne, som allerede var i fuld gang med at tjekke varerne for fejl, da jeg ankom.

Det er første gang for begge parter, at man samarbejdet på kryds af kontinenter, så der har været flere sjove episoder ind imellem. Blandt andet ønskede Nyborgværkstedet at købe dynebetræk af Fridsro. Det blev vi nødt til at mødes om, for ingen på Fridsro vidste, hvad et dynebetræk er. Jeg forklarede, tegnede og havde et dynebetræk med til mødet, så det kom på plads. Da jeg skulle godkende demoen opdagede jeg, at mønsteret var placeret i fodenden, hvorefter det gik op for mig, at jeg havde glemt at fortælle, hvad der er fodenden.

I alt fald er der om få dage 210 kg bomuldsvarer i form af duge, dynebetræk, tasker og pennalhuse m.v. på vej til Nyborg.

Her ses de råhvide duge med frynser.

Her ses en af sykvinderne i gang med at nærstudere vævningerne.

Det her er Suneetha, som har syet stort set alt det, som skal sælges i Kramboden.
Her ses mit bord, mens jeg var i gang med at måle, føle og se nærmere på vævningerne.

Det ternede stof er duge.
Knapperne til at lukke dynebetrækkene med er lavet af kokosnød af en lokal håndværker. De er testet i både styrke og farvefasthed.
Så er der gjort klar til vævning.
Det er den blinde mand her, som gør alt for-arbejdet til vævningen.
Vævestuen.

Her er så den ene del, som det hele drejer sig om; nemlig et af husene for de hjemløse børn. Den anden del er selvfølgelig Nyborgværkstedets handicappede, som trods behov for hjælp i hverdagen kommer til at gøre en forskel idet det bliver dem, som skal sælge varerne, så børnehjemmet får nogle penge.

Her er så Mark, der er leder af væveriet og syværkstedet. Det er altid en fornøjelse at arbejde sammen med Mark. Han er dybt kristen, og jeg skal ikke kunne sige, om det er det, der gør, at han altid er så positiv, taknemmelig og nem at arbejde sammen med. I alt fald findes der altid en løsning, og alle anstrengelser og ideer værdsættes højt.

Forlænget weekend til Singapore og Dhaka, okt. 2009

2009-10-10T20:35:00.009+05:30

De to næste indlæg handler om vores tur til Dhaka og Singapore i sidste weekend.

Årsagen til vores tur var, at Jens skulle til Dhaka for at se på et vandprojekt, der skal startes op i byen. Geografisk ligger Dhaka stik nord og så lidt mod øst for Sri Lanka. Afstanden ser ikke ud af meget på kortet, men der er ingen direkte afgange, så vi skulle enten via Bangkok eller Singapore. Bangkok er den nemmeste vej, men der var ikke plads på flyet, så vi måtte tage Singapore med et stopover på ca. 12 timer hver vej. Turen til Dhaka endte derfor med at blive en forlænget weekend til Dhaka med en dags ophold i Singapore i hver ende.

Vores forlængede weekend fra torsdag til mandag indholdt hele to kulturchok og et bekendtskab med to vidt forskellige sider af Asien repræsenteret ved dets næstrigeste land (efter Japan), Singapore, og dets fattigste land, Bangladesh. Forskellighederne var til at få øje på på alle måder. Selv om nætterne blev tilbragt i ubehagelige sovestillinger i diverse fly, og meget tid gik med at vente i lufthavne (fire flyrejser på fem dage), så var det det hele værd. Vi fik vi i den grad en på opleveren.

Dhaka - endnu et kulturchok

2009-10-10T17:28:00.016+05:30

Hvis vi lige havde oplevet et kulturchok til den positive side (fra Sri Lanka til Singapore), så oplevede vi i første omgang et kulturchok til det negative side (fra Singapore til Dhaka). Dhaka er stik modsat Singapore - kæmpestor, ludfattig, møgbeskidt, overcrowded og med stillestående trafik.

Som nævnt i forrige indlæg skulle vi til Dhaka, fordi Jens skulle ud og se på et vandprojekt.

Vi ankom i nattens bulder mørke efter en times venten på visa og kuffert. Godt trætte blev vi transporteret til vores hotel, der faktisk hed "Hotel Sarina".

Om morgenen vågnede vi til et syn ud over Dhaka, der stod i modsætning til det fornemme hotel vi boede på. Høje bygninger lige så langt øjet rækkede. Ingen fancy arkitektur og glas – beskidt, hvid beton tæt plantet i uendelighed. Gisp, en grim by.

Jeg har læst, at der bor 130 mio. indbyggere i Bangladesh på et område, der er tre gange større end Danmark. Dette ville svare til, at der skulle bo 50 mio. mennesker i Danmark! En anden sammenligning er, at det i befolkningstæthed svarer til, at hele danmarks befolkning skulle bo nord for limfjorden! I Dhaka bor ca. 15 mio. indbyggere.

Efter morgenmaden bevægede vi os ud i den nordlige del af byen, hvor vi boede. Denne bydel er diplomatområde og hedder Baridhara. Det er her alle ambassaderne ligger. Der bor mange expats i området, og byens amerikanske internationale skole ligger her.

Dhaka er et mylder af mennesker og biler og rickshaw, der fungerer som cykel-taxaer. Når trafikken gik i stå, eller vi holdt for rødt, strømmede gadesælgere, tiggere med synlige handicap eller sygdomme og barfodede børn til bilruderne med bønfald og bedende øjne. Det syn kender vi kun alt for godt fra Indien og lidt fra Colombo og Kandy. Især det med at udstille sit handicap og de store, bedende, brune børneøjne har jeg svært ved at se på.

Billedet her er taget på en fredag - muslimernes helligdag, derfor er der ikke meget trafik. Da Bangladesh er et muslimsk land, har man fri fredag og måske lørdag - men ikke søndag.

Turen var arrangeret af en dansk familie, som er udstationeret af MTH i Dhaka. Først var vi en tur på skolen og kigge. Her fik vi for alvor oplevet, hvad det vil sige, når en skole er international. 40 forskellige nationaliteter går på denne skole, og hovedsproget er engelsk/amerikansk. Dhaka har flere tusinde amerikanere boende, og skolen er amerikansk. Stella og Sarina svømmede helt hen i den multietniske atmosfære og den high-school-musical-agtige stemning. På skolen mødte vi en anden dansk familie med en datter på Sarinas alder.

Billedet: Vi er i gymnastiksalen og overvære et sportsarrangement. Engagementet var stort, og stemningen god.

Herefter kørte vi et smut til Dhakas golfbane. Dét, der var fascinerende var, at vi kom kørende i de her beskidte, brune, ustrukturerede gader, ind igennem en gate, og vupti så var vi i det grønneste og smukkeste åndehul i byen, man kan forestille sig (se nedenfor).

Et andet trækplaster for danske expats i Dhaka er Nordic Club. En klub hvor svenskere, nordmænd og danskere kan spille tennis, gå i fitnessklub, få spabehandlinger, se på kunst, låne bøger, lege, svømme og spise. Her hyggede vi resten af eftermiddagen med forskellige danskere, som er i Dhaka af vidt forskellige grunde. Nedenfor: Billeder fra Nordic Club - aften og eftermiddag.

Om aftenen tog vi på Sushi-restaurant. En fantastisk god sushi-restaurant for øvrigt.

Næste dag tog mænderne på ingeniør-tour, mens kvinderne tog på shopping i den nordlige bydel. Det var absolut en fordel at blive guidet rundt af en sted-kendt kvinde. Det er stort set umuligt at gennemskue bag hvilken facade og vinduer, der gemmer sig en butik, hvis varer man kunne være interesseret i. Men de interessante butikker er der, og supermarkederne har lidt af hvert. Som hos os gælder det, at de lokale varer kan du få smidt i nakken for en krone, mens man næsten betaler overpriser for importvarer.

Resten af lørdagen blev tilbragt i klubben med svømning, tennis, afslapning og socialt samvær.

Søndag var vi igen på rundtur på skolen og sluttede dagen af med koreansk mad, som faldt i alles smag. Søndag nat var det retur til Singapore med flyveren.

At være udstationeret i Dhaka forekommer at være vidt forskellig fra, hvordan vi for eksempel har det. Vi er stort set de eneste danskere i Kandy og omegn. Vi er omkranset af natur og har friheden til at gå og køre rundt. Dhaka giver til gengæld muligheden for samvær med de andre skandinavere, OG så har de den her fantastisk velfungerende amerikanske skole med en masse børn, som er "i samme båd" og som snakker engelsk/amerikansk. En skole styret af værdier og respekt frem for regler og ordrer. Kunne man da for Søren bare slå de ting sammen til et sted.

Singapore - et kulturchok

2009-10-10T16:58:00.013+05:30

Onsdag sent den 30. September efter en laaaang dag i Colombo kørte jeg direkte til lufthavnen for at mødes med Jens og pigerne. Vi skulle på forlænget weekend – kombineret arbejde og fornøjelse – i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Vi måtte mellemlande i Singapore med et stopover på ca. 12 timer hver vej. Da flyselskabet ikke kunne tilbyde en bedre ruteforbindelse kompenserede de med at give os gratis hotel under opholdet samt diverse fribilletter til byens attraktioner. Så ja, efter nogle timers flyvning og skruen uret yderligere frem, ja, så stod vi lige pludselig i en af verdens mest moderne lufthavne (Changi) og byer. Kulturchok, siger jeg bare.

Singapore er: Renlighed – struktur – service – glidende trafik – høje glashuse – veltalende engelsk og shopping med stort S. En ”velfriseret” by med flot beplantning arrangeret og sirligt klippet langs veje og i parker. Alt det som Asien – og Sri Lanka - ikke er. Her et billede fra Orchard Road, byens absolutte hovedstrøg for shopping.

Singapore er lidt større end Bornholm og har 4.8 mio indbyggere. Hvis det ikke var for de 80% kinesere, ville man tro, at man var i et stykke USA. Der er ikke meget charme over byen, blandt andet fordi den er uden gamle bygninger, men indbyggerne var afslappede klædt. Ingen dominerende mørke jakkesæt. Ikke noget med Madam og Sir her. Men masser af høflighed.

Singapore er kendt for kontrol. Jeg kan forstå på folk, som har boet der tidligere, at der har været for meget kontrol, men det synes jeg ikke at vi fornemmede. Guidebøgerne siger også, at byen er blevet mere afslappet. Alligevel kan små historier fra det virkelige liv afsløre, at regeringen stadigvæk dyrker at "holde øje". Fx fortalte vores taxa-chauffør, som egentlig var vores guide, at han ikke havde turistlicens og derfor ikke måtte snakke med turister, kun transportere dem.

Singaporeanerne er blandt verdens rigeste, og Singapore er det næstrigeste land i Asien efter Japan. Egentlig er det fantastisk, for landet har ingen råvarer at sælge af. Landets største (og eneste) ressource er indbyggerne. Befolkningen går for at være flittige, veluddannede og disciplinerede. Uddannelsesniveauet er et af de højeste i verden, og når det gælder it og sundhed, er Singapore med helt fremme. Det er tydeligt, at Singapore er hjemsted for en af verdens travleste havne. Supertankere, fragtskibe og krydstogtskibe samt hundredvis af rederier ses nede ved havnen. Byen lugter af penge. Det er da også forholdsvist dyrt at være der. Priserne ligger vel generelt lidt lavere end i Danmark.

Udlandsgæld er et ukendt begreb, og der er så godt som fuld beskæftigelse, hvilket forklarer, hvorfor der nærmest er mennesketomt på gaderne i dagtimerne. Godt nok kom vi uden for højsæsonen, men det slog os, hvor stille og roligt der var.

Billedet herunder viser fint, hvad Singapore står for: I baggrunden selve Singapore bymidte med alle højhusene, arkitektonisk flotte højhuse. Midt i billedet grundlaget for velfærden i byen: alle fragtcontainerne og kranerne til at løfte dem. I forgrunden et af de utallige byggerier af hoteller, shoppingcentre, forlystelser etc.

Overalt hvor folk på en eller anden måde skal mødes, det være sig på togstationer, færgeovergange, lyskryds, ja, hvor som helst, er der et shoppingmall af rimelig imponerende størrelse. Og Starbucks overalt. Uhmm, I like what I see, som Stella plejer at sige, når hun blandt andet ser en McDonalds.

2 gange 12 timer i Singapore betyder til- og fravalg. Da vi kun var der i dagtimerne fik vi ikke mulighed for at se to af de ting, som vi ellers gerne ville. Den ene ting var safari om natten i zoo. Det skulle være helt fantastisk for både børn og voksne. Den anden ting er lys- og musikshowet ved vandet om aftenen. Det skulle også være imponerende.

Syd for Singapore ligger Sentosa. En mindre, flad ø som byplanlæggerne meget fornuftigt har prioriteret at omdanne til en kæmpestor forlystelsespark med kunstige strande, luksushoteller, golfbane og tropisk jungle. Altså alt det som byen ikke kan byde på, lader de Sentosa byde på.

Link til billeder: http://picasaweb.google.dk/mia.bastrup/SingaporeOkt2009?feat=directlink

Faktaboks:

Singapore løsrev sig fra Malaysia i 1965.

Singapore ligger 137 km nord for ækvator, så det er det tætteste vi har været på ækvator.

Singapore er 42 km lang og 23 km bred. Lidt større end Bornholm.

Klima: varme og høj luftfugtighed.

Møntfoden hedder Singapore Dollars (S$)

Singapore praktiserer dødsstraf for at smugle narkotika.

Møde med pressen

2009-10-09T13:55:00.004+05:30

I onsdags tog jeg så til Colombo igen. Denne gang for at blive interviewet af nogle aviser i galleriet.Fire aviser var inviteret (Daily Mirror, Sunday Times, The Nation og The Island). De tre førstnævnte dukkede op og interviewede os på skift. Det foregik stille og roligt, hvor journalisterne stillede spørgsmål om, hvem jeg er, hvor længe jeg har malet, hvor inspirationen kommer fra etc.

Vi fik bagefter godkendt invitationen og skrevet gæstelister. Lige nu afventer jeg prisforslag og invitationer i form af postkort.

Jeg mødtes desuden med direktøren bag Colombos nyfødte Biennale, en kunstfestival, som for første gang løb af stabelen i sidste måned. Biennalen skal køre igen i 2011, og denne gang ønsker de mere planlægning og struktur på processen. Jeg har sagt ja til at skrive et udkast til projektbeskrivelsen samt coache direktøren til at finde konceptet for Biennalen. What's in it for me? Biennalen er et godt forsøg på at tilføre øen kultur, hvilket her i høj grad mangler. Hvis jeg indirekte kan være med til at sikre, at dette sker, uden at de primære kræfter bag går død, så gør jeg det gerne.

Mange af jer har spurgt, om jeg ikke vil ligge billeder af collagerne ud på bloggen. Jo, det vil jeg mægtig gerne efter udstillingen. Collagerne holdes hemmelige indtil da. Her får I dog lige en smagsprøve.

Aflevering af collagerne i Colombo

2009-10-09T13:48:00.004+05:30

Sidste onsdag afleverede jeg mine collager til galleriejeren, Saskia Fernando. Hun bad mig om at aflevere dem i hendes private hjem, da sikkerheden er større her. Det studsede jeg lidt over; større sikkerhed i et privathjem end på et galleri?! Vi fandt adressen i et mondænt kvarter i Colombo centrum. Wauw, hvor et hjem, siger jeg bare. Det viste sig at være familiens residens, og da familien tilfældigvis er ejer af diverse førende brugskunstforretninger, gallerier, hoteller og restauranter i byen, kan I godt forestille jer, at huset emmede af kvalitet, kunst og æstetik. Derfor den store sikkerhed. Her er link til familiens hotel http://www.tintagelcolombo.com/index.php Og der stod mine collager så lige pludselig op ad væggene i deres stue – og tog sig i øvrigt flot ud mod de rå betonvægge. Alle collagerne er sort/hvide og ser altså noget kedelige ud her i vores hvidmalede stuer.

Nå, men vi tog på café og mødtes med den anden udstiller, Layla. Her får I lige en smagsprøve på hendes vægskulpturer.

Vægtallerknerne er lidt mindre end en middagstallerken og rå med deres blanding af glas og metal. Fantastiske farver, fantastisk dekorative.

Vi blev enige om at lade udstillingen løbe fra kl. 18-20 lørdag den 17. Oktober 2009. Tidspunktet blev valgt blandt andet for at lade collagerne og skulpturerne blive vist i både dagslys og elektrisk lys.

Stellas indlæg: Skolens 11 årig fødselsdag og mine veninder

2009-09-26T14:22:00.027+05:30

Hej alle sammen! I dag er det min tur til at skrive på bloggen, fordi det er mig, der har taget alle billederne med min mobil. Billederne er taget i dag ude på skolen på dens 11 års fødselsdag.

Her på billedet kan i se en af kagerne. Den forestiller skoleuniformen for Senior (fra year 7 til 13). Nedenunder står der ''Happy Birthday C.I.S (Colombo International school)"

Denne her slags "statue" bruger singaleserene til specielle fester. Under hønen er der en slags tallerken, hvor der er omkring 8 lys. De lys skal tændes af nogen specielle som f.eks. rektor eller en chef.

På skolens fødselsdag skal hver klasse have en bod, som skal sælge et eller andet.

I år skulle min klasse sælge is og drinks som smoothie. Vores bod ses her på billedet.

Det her er så min nye lærer, som hedder Renuka. Hun er meget sød, og

hvis jeg ikke forstår noget, siger hun det altid lige en gang til.

Det her er Sarinas bod. Hun solgte gamle smykker, bamser og tasker.

Hun var rigtig stolt over, at hendes klasse havde skaffet over 10.000 Rs.

8. klasse havde en bod med pommes, pølser og brød. Jeg måtte stå

og vente i et kvater til tyve min. for at få pommes.

Det her er Amandhi. Hun er fra Dubai og har været i min klasse i et halvt år.

Hun er meget lille og sød.

I midten kan I se en pige, som hedder Ahalya. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige om hende.

Hende til venstre kommer senere.

Det her er Hiranya. Hun er næsten lige så høj som mig og meget venlig.

Hende pigen til venstre hedder Habeeba. Hun er den mindste pige på 9 år, jeg nogen sinde har set. Hun er simpelthen så tynd, som man kan være.

Til højre er en af de sødeste piger jeg nogen sinde har mødt. Hun hedder Zainab.

Det her er Minthi, som I så på et tidligere billede sammen med Ahalya.

Rashmitha er en sød pige, som jeg rigtig godt kan lide.

Jeg kunne desværre ikke få nogen billeder med mine to bedste veninder, fordi de ikke var der.

SLUT!

Jeg maler i disse dage de sidste collager

2009-09-23T16:42:00.005+05:30

Så ligger det fast. Min udstilling bliver lørdag den 17. oktober 2009 i Saskia Fernandos galleri http://www.saskiafernandogallery.com/home.html i Colombo. Yihha!

En anden kunstner udstiller samtidig nogle af hendes skulpturer, der er en blanding af glas og metaller. Mine collager skal pryde væggene, mens hendes skulpturer skal kunne ses midt i galleriet. Næste onsdag tager jeg til Colombo med alle mine collager til registrering og vurdering og for at mødes med galleriejeren, Saskia, og Layla, som skulptøren hedder.

Jeg er spændt på, hvad collagerne skal sælges for. Jeg har selv mulighed for at påvirke priserne, men vil læne mig op af Saskia, da jeg ikke har den ringeste ide om priserne på kunst her i landet, og da slet ikke min egen. Jeg er endnu mere spændt på, om jeg får solgt noget. Det håber jeg sandelig, for ellers sidder jeg inde her i huset med cirka 20 større collager, der trods alt har en værdi i materialer og tid, og som jeg derfor ikke bare smider ud. Uanset hvad er det bare sjovt og lærerigt at være midt i.

Bag mig ser I min største collage på 92x122 cm. De fleste af de andre måler 61x92 cm. Jeg var ellers begyndt at arbejde mere med farver hernede, men galleriejeren er stort set kun interesseret i de sort/hvide collager, som hun finder meget anderledes end den øvrige kunst her i landet og omegn. Hvilket hun vel også har ret i, da malerne her er meget koloristiske. Tror da pokker med alle de flotte farver, som florerer her i naturen. Jeg leger lidt med rødt som kontrastfarve, og det er lykkedes mig at få flere sort/hvide kontraster ind i collagerne, så alt i alt er jeg godt tilfreds med collagerne.

Det var alt for nu. Jeg skal nok berette yderligere her på bloggen, når vi kommer nærmere dagen for udstillingen.

Sidst på eftermiddagen har et helt andet indhold

2009-09-21T17:42:00.004+05:30

Klokken er "sidst på eftermiddagen", der er handlet og lavet mad, fritidsaktiviteterne (som ligger i forlængelse af skoletiden) er overstået, og der er lavet lektier. Det er tid til afslapning. Netop på dette tidspunkt finder I mig typisk liggende sådan her med fødderne oppe og en god bog i hænderne. Pigerne læser også ofte eller ser en dvd. Hvis vi er på hotel er "sidst på eftermiddagen" lig med "drink-tid" (eller Happy Hour-tid, som min veninde i Kolding kalder tidspunktet). Jeg nyder virkelig denne tid på dagen, for indholdet i den er så umådelig langt fra de eftermiddage, vi har i Danmark, hvor den står på transport hjem fra arbejde/køre til sport, handle og lave mad. Så det er bare med at nyde det!

PS. Her læser jeg novellesamlingen "Bavian". En ubehageligt (i ordets egentlige forstand) underholdende "rundtur" i moderne mental skrøbelighed.

PPS. Nogle af jer spørger, hvorfor jeg ligger indenfor. Sidst på eftermiddagen er myggetid. Myg elsker bare mig, og kærligheden er absolut ikke gengældt. Jeg har for længst opgivet kampen og trukket mig...indenfor.

En typisk lørdag aften - herhjemme

2009-09-20T18:08:00.002+05:30

Efter surmuleriet over tab af mad og arbejdet med kasserne fra Danmark (se forrige indlæg) blev vi enige om at forkæle os selv. Vi bestille Pizza Hut take away og så derefter dvd'en Forrest Gump, der var med i den ene af kasserne og virkede fint i afspilleren efter aftørring. Det var første gang, at pigerne så filmen.
Det er som regel mormor, som sender os nogle af de gamle klassikere. De nyeste film kan vi selv købe på dvd her.
Slikket kommer også fra mormor og morfar eller fra vores danske venner og bekendte, som besøger os. Det er simpelthen entre-billetten til husets gæsteværelse. Vi har ikke meget af det, så hos os hedder det virkelig weekendslik.
En gang Pizza Hut, en dvd (med danske undertekster) og lidt slik i skålen er en rigtig god dansk tradition, som vi med glæde har ført med hertil.

Familien surmuler

2009-09-20T17:05:00.009+05:30

Den 27. august sendte vi to kasser til Sri Lanka med bl.a. julemad, torskerogn og selvfølgelig Faaborgs dåseleverpostej. Meget belejligt ankom kasserne til Sri Lanka den 1. september, dagen før vores ankomst. Perfekt timing, kunne man sige, meeen vi har jo prøvet det her en gang før, så vi var forberedte på at skulle vente på, at tolden i Sri Lanka lige skulle frigive kasserne.
Her ses kasserne før afsendelse fra Kolding
23 dage senere ankom kasserne endelig (!) til vores hus i Sri Lanka. Chaufføren i Tuk tuken dyttede uden for huset for at fortælle, at her var levering. Vi havde nær ikke kunne genkende vores to kasser. Her ser kasserne lige efter ankomst.

Udseendet varslede jo om en tumult tur og kummerlig oplevelse, meeeen at det stod så slemt til indeni, var vi ikke lige forberedte på. Her ses åbne og forsvundne pålægschokolader og et tom, itureven kirsebærsovskaton.

Her ses det, der skulle have været vores ris-a-la-mande.

Her et overbliksbillede af vores ting - efter at menneskehænder og rottetænder tilsyneladende har været der.

Mirakuløst nok overlevede ribsgeleen. Den manglede vi sidste år. Tjaee, det er vist desværre, hvad der kan ske. Pigerne børstede og vaskede hver eneste af deres blade og skolebøger udenpå og indeni. Meget mad - eller resterne af det - blev smidt ud. Resten blev godt og grundigt vasket. Og juledesserten?...det må vi finde ud af.

En ny grøntsag for os: Wingbeans

2009-09-17T10:15:00.002+05:30

Det her er en grøntsag, wingbeans - bønner med vinger, hvilket jo egentlig passer meget godt til dens udseende og konsistens. Modsat frugten i forrige indlæg, er familien - eller jeg skulle måske skrive Jens og jeg - glade for denne grøntsag.
Indrani vasker og koger den kort, så den stadigvæk er sprød indeni. Hun snitter den i mindre "hapsere", køler dem ned og blander dem med sød yoghurt (her findes ikke andet end (meget) sød yoghurt), rå, fintsnittet rødløg, salt og peber. Smagen kan jeg ikke beskrive. Måske smager den i virkeligheden ikke af så meget, men det er altså en dejlig salat til frokost eller aftensmaden.

En ny frugt for os: Costa apple

2009-09-17T10:12:00.003+05:30

Vi har prøvet en ny frugt. Jeg er ikke helt sikker på, hvad den hedder...jo, et langt singalesisk navn, som jeg kun har set stavet med det singalesiske alfabet, men jeg synes, at min frugtmand kaldte den "Costa apple". Smagen er egentlig god nok. Som meget sød og moden banan, men konsistensen tager noget af fornøjelsen. Meget, meget blød, nærmest smattet. Den søde smag sammen med den smattede konsistens gør, at vi her i familien konkluderer, at vi har smagt den, og det var så det.

Sarina's poem: My world as a child

2009-09-16T17:10:00.001+05:30

Life's a climb where I have to work
I need to study well and do my homework
That’s why we have the break to get out and run!
And when I reach the top it can be quit fun

When I am a kitten I can misbehave
And my mood can go like a wave
Most of the time I can’t go wrong
But when I does I put it right, done!

I´m a poppy who loves to play
But to take care of my sister also may
I thank my parent for taking care of me
Even though they are like busy bees

Now I will go to bed and sleep
I really hope I have a sweet, sweet dream
Nice to meet you hope to see you soon
Now I will wave goodnight to the moon

Endnu en dejlig dag (fotograferet fra soveværelsesterrassen)

2009-09-15T21:32:00.010+05:30

Jeg nyder den hver eneste dag - udsigten og solens gang. Så jeg blev enig med mig selv om at forevige den med kameraet. Så kunne læserne af bloggen lige så godt få glæde af den. Værsgo' - follow the heartbeat of Kandy from our veranda.

Kl. ca. 06. Solen står op.

Cirka samme tidspunkt. Udsigten ud over floden, hvor disen hurtigt vil opløses af varmen.

Kl. ca. 06.30. Solens varme breder sig allerede.

Middagstid. Junglen står varm og grøn.

Kl. ca. 18. Solen er ved at gå ned, og disen kommen snigende igen.

Samme tidspunkt. Solen tager afsked med dagen - endnu en dejlig dag i Sri Lanka.

Sarina har husgerning

2009-09-09T08:53:00.004+05:30

Sarina går glip af husgerning i Danmark i 6. klasse. Som kompensation for disse timer har hun aftalt med Indrani, at hun går i køkkenet med hende hver tirsdag efter skole. Billedet her er fra i går, hvor de lavede burger og pommes frites, helt fra bunden.

Galle Face Hotel

2009-09-09T08:22:00.003+05:30

Weekenden den 4.-6. september 2009 var vores et-årsdag for vores udstationering her.

Vi tyvstartede weekenden lidt med at køre til Colombo torsdag aften og tage en overnatning på Galle Face Hotel. Det gamle og hyggelige hotel fra 1864. Selv om det er af ældre dato, så kan især Jens og jeg godt lide det på grund af dets hyggelige og flotte interiør - og prisen, der er forholdsvis lav. Pigerne synes, at her er lidt for fint. Til gengæld passer det dem fint, at det ligger lige over for et større shoppingmall samt Colombos bedste italienske restaurant. Så alle tog glade afsted. Fredag tog Jens til møde, mens vi svømmede og shoppede. Vi tog en frokost på den italienske restaurant, Echo, og kørte videre sydpå til hotel Blue Water, hvor vi tilbragte resten af weekenden.

Det var på dette hotel vi fik madforgiftning i foråret, og vi derfor havde fået et gratis ophold. Det indløste vi denne weekend. Vi mødte en dansk og svensk familie fra Colombo, så pigerne fik leget, mens de voksne hyggede. Lørdag nat var der landskamp for de friske og vågne.

Nu er vi tilbage i Kandy og hverdagens rutiner er så småt ved at indfinde sig.

Her en billederække fra Galle Face Hotel:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/GalleFaceHotel?feat=directlink

Så er vi tilbage i Sri Lanka

2009-09-07T17:29:00.004+05:30

Først vil jeg lige sige tak til jer alle. Bloggen er nu blevet kigget på/læst over 1000 gange siden juni måned. Det er da fantastisk! De sidste mange uger har bloggen ligget stille, fordi vi ikke har oplevet noget på Sri Lanka, men nu skal den i gang igen. Ikke mindst når jeg ved, at så mange er inde og kigge hver dag. Tak for at I er med os på vores turer og fortsat god læselyst.

Så er vi tilbage i Sri Lanka efter sommerferie i Danmark.
Igen og igen overrasker den grønne natur med dens frodighed og skønhed. Bagsiden af den grønne jungle er så alle dyrerne, der tilsyneladende har hygget sig gevaldigt i vores hus, mens vi var væk. Hurra for Indrani, som med støvsuger, vand, spand og klud i løbet af en dag gør huset "hjemmeligt" igen.

Under ferien i Danmark er det blevet endnu tydeligere for mig, hvor Danmark og Sri Lanka adskiller sig fra hinanden.
Én ting er selvfølgelig vejret. Egentlig kan man sige, at det netop i sommerperioden er lige ustabilt begge steder. Vi har jo sommermonsun i Sri Lanka med blæst og regn. Forskellen ligger i varmen. Vi er mere eller mindre blevet afhængige af den der konstante varme, som omfavner én hele tiden. Uhha, det er dejligt og godt for både sjæl og krop (og pigernes snotnæser). Til gengæld har Danmark de dejlige lange, lyse aftener.
Én anden ting er bevægelsesfriheden, hvor jeg tror, at Danmark er unik. Afstandene gør, at man bare "smutter" der hen, hvor man ønsker i bil, tog, bus eller på cykel. Danmark er et fantastisk cykelland. Det her med bevægelsesfriheden værdsætter især pigerne, når de skal over til veninderne. Her er de jo afhængige af en chauffør. Godt at han er sådan en rar og tålmodig fyr, som gerne venter på dem og mig (ja, indrømmet, det er aldrig Jens, han venter på).
Den tredie forskel, der er slående, er Danmarks udvalg af varer - især madvarer. Den første uge i Danmark levede pigerne og jeg af mejeriprodukter: Koldskål, minimælk, ymer, A38, mozarellaost, grana pandana ost, skiveost, brie, fetaost, hvidløgsost... yummi, er du egentlig klar over, hvor meget vi benytter ost i madlavningen i Danmark?

Uanset hvad Danmark måtte have af lange lyse aftener, gode (cykel-)veje og oste, så slår intet af det dog oplevelsen af at ligge under palmerne, mærke varmen og høre Det Indiske Oceans brusen. Sådan nogle oplevelser løfter virkelig en ud af hverdagen. Derfor valgte vi også at fejre vores et-årsdag for vores ophold her i weekenden på et hotel, Blue Water, syd for Colombo.

Jens' indlæg: Perahera i Kandy

2009-08-04T17:46:00.011+05:30

Søndag den 2. august var jeg sammen med 13 bekendte til Perahera. Perahera afholdes hvert år i Kandy i juli eller august og er et meget stort optog af elefanter og optrædende gennem byen. Optoget er en buddhistisk tradition, der har rødder tilbage til ca. 300 f.v.t. Oprindeligt blev optoget brugt til at bevise den lokale konges overlegenhed. I mange år blev Buddhas berømte hjørnetand vist frem på elefantryg, men i vore dage holdes den så vidt det vides under lås og slå. På billedet herover ses, hvordan tanden kunne være fremvist.

Optoget udføres hver aften 10 dage i træk frem til fuldmånen i august. Mens det står på, er Kandy på den anden ende. Her er ekstremt mange mennesker, og hele bymidten er ét stort kaos i dagene op til, under og lige efter. I perioden er det forbudt at sælge og udskænke alkohol. Mange børn deltog – tænkte lidt på, at det vist ikke kan forenes med normal skolegang.

Alle ejere af ejendomme langs ruten i bymidten forsøger at tjene penge på optoget. At leje en sølle havestol med en halvskidt udsigt koster, hvad der svarer til flere dagslønninger for de lokale srilankanere.
Her ses Kandysøen i baggrunden og de mange tilskuere langs vejen. Optoget passerede slet ikke forbi disse mennesker. Optoget foregik til venstre i billedet.
Vi mødtes på det gamle engelske hotel Queens Hotel midt i Kandy. Vi havde købt os til de bedste pladser til at overskue optoget man kan tænke sig – hotellets Presidents Balcony – så bliver det ikke finere.
Mine gode kolleger, Michael og Carsten, hentede mig i god tid, da vi var blevet advaret om, at det ville tage lang tid at nå frem pga. de mange mennesker, sikkerhedstjek mv. Imidlertid gik vi (nok pga. vores hudfarve) lige igennem alle tjekposter og endte med at sidde og vente 4 stive timer på balkonen, før det hele startede ved 21-tiden. Det blev dog en stor oplevelse, der var ventetiden værd. Der var virkelig gjort meget ud af arrangementet. Flere tusinde mennesker optrådte, og over 100 pyntede elefanter deltog i optoget.

Der var dansere, trommeslagere, fakkelbærere i massevis, jonglørere, akrobater – You name it. De optrædende fremstod som en lang række af artister, men i virkeligheden var der tale om individuelle grupper, der hver især tilhører et buddhistisk tempel. Hvert tempel havde så øvet en optræden, der blev udført i byens gader.

Hele arrangementet blev krydret med en massiv røg og lugt fra de mange, mange fakler, der blev brugt til at oplyse gaden, og oplevelsen blev intens pga. de mange trommer, der meget højlydt skabte den rigtige stemning. Det hele var meget...anderledes. Jeg tror ikke, at der findes mage ved andre steder i verden. Den typiske srilankanske feststemning, røgen, trommerne, elefanterne, udklædningerne, dansene, lysene, den lune aften, den sorte nat.Efter godt et par timer listede vi os ud ad bagdøren, lige før det hele sluttede - en stor oplevelse rigere.

Drongebanden på sommerferie i Sri Lanka

2009-07-17T12:02:00.005+05:30

Godt to ugers dejlig ferie fik vi sammen med Drongebanden. De fik set en masse og gik ind til tingene med positivt og åbent sind.

Den første uge blev primært tilbragt i Kandy med ture herfra. Den anden uge blev primært tilbragt på luksushotel i Negombo (og til de faste læsere af bloggen: Ja, der er tale om The Beach, vores ynglingshotel) og i Colombo. I linket nederst kan I læse lidt om oplevelserne.

De begyndte alle fire ydmygt i forhold til hoteller, personale etc. Under vores første hotelophold udbrød A på 8 år pludseligt: "Er vi allerede færdige med morgenmaden?". Mia: "Nej, da, gå du bare til buffet'en og tag' noget mere". A: "Men han (tjeneren) tog min tallerken!". Ingen længe havde drengene dog vænnet sig til at bestille mad - endda på engelsk -, få det serveret og skiftet tallerken med mellemrum. Fru H nævnte da også på et tidspunkt, at det var fint med to drivere, maid m.v., men at der altså var en nanny for lidt. Lidt Madam bliver man vel ;o) H og jeg måtte også grinende forlade en juvelerbutik, hvor H havde prøvet en guldhalskæde. Ekspedienten: "Er det mon muligt at løsne halskæden (altså den H havde på, da vi kom ind i butikken)?". H: "Jo, såmænd", sagde hun, mens hun tog elastikkæden med plastikperler og rev den over hovedet på under et sekund.

Det er altid dejligt med besøg. Det åbner vores øjne på ny for landet. Vi fik oplevet både luksus og det modsatte, men mest af alt fik vi oplevet at være sammen!

Flere billeder:

http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/DrongebandenISriLanka?feat=directlink

Skolens afslutningsfest for junior og senior den 4. juli 2009

2009-07-13T15:43:00.007+05:30

Lørdag den 4. juli 2009 afholdt skolen sin afslutningsfest for junior- og seniorklasserne. Sidste skoledag var dagen før. Det er en af skolens traditioner at mødes på Earl's Regency Hotel og uddele priser og diplomer til de bedste inden for hver skole, klasse, fag og sportsgren. Vi har efterfølgende fået at vide, at der i år var skåret meget ned på antallet af priserne. De sidste år har været et maratonløb med uddeling af priser for alt muligt - og umuligt - til de 650 elever.
Kvinderne var meget fornemt klædt i sarier i alle tænkelige farvekombinationer og mønstre, mænd i skjorter og godt med guldsmykker. Børnene var underlagt dress code, der lød på den formelle uniform og håret sat op med sort hårbånd. Herunder ses junior klasserne.
Herunder ses nogle af forældrene.
Sarina og Stella optrådte med sange fra Sound of Music. Her ses pigerne synge Do-re-mi.
Ingen vidste på forhånd, hvem der ville få priser, så overraskelsen var stor, da Stellas navn pludselig blev råbt op. Hun måtte på scenen og modtage en pris for at være den andenbedste i alle fag totalt set. Her overrækkes Stella prisen af Mrs. Weragama, rektor. Prisen var to fagbøger.
Aftenen var samtidig overrækkelse af eksamensbeviser til de dimitterende seniorelever. I forbindelse med opråb af hver elevs navn blev eksamenskaraktererne også råbt op. Fx No Name, fem A'er og tre B'er. Det må vist siges at være rimelig udansk. Personligt synes jeg, at det er uinteressant information, men egentlig overraskede det mig ikke, at det blev gjort, da det stemmer så fint overens med den måde skolen i øvrigt fungerer på med fremhævelse af de gode elever. Det siges også, at der blev uddelt skæld ud og det der er værre fra forældre til børn, som ikke havde opnået gode karakterer og fået priser.

Her et glimt af forældrene i foyen.
Som altid er det en oplevelse at opleve et stykke sri lankansk kultur. Menneskene, deres påklædning, deres opførelse, deres biler, aktiviteterne, måden det hele styres på etc. Jeg skylder at fortælle, at dette ikke er et stykke typisk sri lankansk kultur, da flertallet af børnene her jo går i offentlige skoler, mens dette er en af byens dyre og internationale skoler.
PS. De offentlige skoler har ikke sommerferie (sådan hedder det for øvrigt slet ikke her) endnu. Det får de først midt i juli og kun i ca. 2 uger!

Sarinas klasse optræder i skolen som ABBA

2009-07-02T15:40:00.003+05:30

Det er pigernes sidste uge i skole her i uge 27. Som afslutning på term tres projekt om berømte mennesker opførte den gruppe, som Sarina var medlem af, et kombineret diasshow og optræden som ABBA. Sarina var Agnetha.

Buddhistiske munke er her masser af

2009-07-02T15:20:00.004+05:30

Som udgangspunkt ejer munkene ingenting ud over det, de står og går i. En munk må eje otte ting: tre dragter, en tiggerskål, et bælte, en barberkniv, et vandfilter og en synål. Ja, og så selvfølgelig deres hjertebanken for buddhismen og intellekt. Tag ikke fejl, nogle af de bedste fundraisere findes blandt munke. De ved, hvordan de skal skaffe mad, penge og andre ting, der er nødvendige for at vedligehold af livet, bygninger m.v. Her snakker jeg med Buddhadaththa, som "bestyrer" templet ved den store Buddha figur, som spejder ud over Kandy by.

Fakta:

Når en dreng er blevet 10 år, kan han vælge at blive munk. Han skal lære at læse, skrive og meditere. Drengen får raget alt sit hår af. Han får en orange eller brun dragt på. Han skal bo på et kloster sammen med andre munke.

Kandy by set lidt fra oven

2009-07-02T15:15:00.002+05:30

Fra venstre ser du: Gaderne med butikker, Kandy Lake (kunstig sø), fængslet (runde bygning) og stadium.

Mias frugtmand på markedet

2009-07-02T14:57:00.002+05:30

Frugtmanden har altid smagsprøver - i øjeblikket er her mango-sæson. De mest velsmagende, sødlige og orangefarvede mangoer. Indrani har lært mig, hvordan man skærer en mango, så man får mest muligt frugtkød ud af den. Hun har også lært mig, hvad der er op og ned på den. Det mente jeg jo egentligt kunne være ligegyldigt. Men når det kommer til at finde modenhed og skære den, så er det ikke ligegyldigt.

Mias grøntsagsmand på markedet

2009-07-02T14:52:00.003+05:30

Hver mandag formiddag tager jeg til markedet og køber grøntsager og frugt til ugen. Det er billige, lækre og friske varer. Det er en klar fordel, at jeg kan bede om fx en advocado, som er klar til at blive spist på torsdag. Hvor vidt det er økologisk eller totalt gennemsprøjtet eller midt i mellem, det ved jeg ikke. Når jeg spørger, får jeg at vide, at det er det (vist nok). Deres (manglende) skelnen mellem og brug af ordene gødning, gift og vitaminer får mig til at tolke, at de ikke ved det og egentlig også er ligeglad. Da ingen tilsyneladende sælger økologiske grøntsager i byen vælger jeg at købe dem på markedet, hvor de er mest velsmagende. Hvem ved, måske er de økologiske og prop fyldt med "vitaminer".

Drongebanden er ankommet

2009-07-02T14:34:00.003+05:30

Så ankom Drongebanden endelig til os - nu er det ikke bare snak. De er her.
Her er vi fotograferet på vej op i bjergene og se på vandfald, teproduktion og i håb om at finde noget billigt og godt Colombia og Helly Hansen skitøj i Sri Lankas højest placerede by, Nuwara Eliya. Billedet er taget lige efter, at familien har smagt frisk kokosmælk og kokos direkte fra nødden.
Vi har regntid hernede i øjeblikket med fuld sol det ene øjeblik og fuld regn det andet, men temperaturen er den samme som sædvanligt, dvs. de her 26 grader, og familien tager det med et smil.
Aberne sad allerede og ventede neden for vores terrasse den første dag, så drengene fik set dem live. At sidde på elefantryg er også blevet afprøvet.

PS. Vi fandt masser af Colombia og Helly Hansen tøj, men det var gamle modeller med fejl og noget udefinerbart skidt hist og her, så det blev kun til lidt jakker og flecetrøjer. Ingen skitøj.

Jens' indlæg: En opdatering på vandprojektet

2009-06-21T21:32:00.000+05:30

Sidst, der var et indlæg på bloggen om det vandprojekt, der er årsag til vi er i Sri Lanka, var medio september 2008, da vi havde været her i 14 dage. Derfor er det vist tid til en opdatering.

Her ses en af de mange betonkonstruktioner i et af renseanlæggene.
Byggeperiode
Vandprojektet er ved at gå ind i sin afsluttende fase. Oprindeligt var byggeperioden fra maj 2006 til maj 2009, men på grund af mange forskellige omstændigheder bliver projektet først færdigt omkring december 2009. Selvom projektet forventes fysisk færdigt i december, regner vi med, at familien Bastrup skal være her i Kandy lidt længere, da der typisk vil være en del papirarbejde, der først kan afsluttes efter udførelsen.

Finansiering
Projektet er finansieret som et såkaldt mixed-credit projekt under DANIDA, hvilket reelt betyder, at det er en gave til Sri Lanka fra den danske stat. Den danske stat har betinget sig, at danske interesser får fortrinsret i.f.m. udførelsen af projektet. Det betyder, at kun danske firmaer kunne byde på byggeopgaven, ligesom der fx står ”Grundfos” på mange af de pumper, vi installerer.

Fakta om byggeriet
Vi har bygget 3 såkaldte ”Treatment Plants”. Et ”Treatment Plant” er i denne forbindelse et renseanlæg bestående af ca. 10–12 bygninger i forskellige størrelser med hver deres funktion. Princippet er, at man pumper meget beskidt flodvand ind i Treatment Plantet i den ene ende, og i den anden ende får man 2 produkter – nemlig rent drikkevand og en masse slam. Det rene drikkevand pumpes med meget store pumper ud til de ca. 350.000 mennesker, der får glæde af det rene drikkevand, hvorimod slammet med lastbil køres ud på rismarkerne hvor det bruges som gødning.

Ud over de 3 ”Treatment Plants” har vi bygget en såkaldt ”Well Field”. En ”Well Field” er en samling brønde, der henter vandet op fra undergrunden. I vores tilfælde har vi nedgravet 10 brønde (på et areal som en håndboldbane) i ca. 18 meters dybde, hvorfra vi pumper vandet op. Også dette vand har en renhedsgrad, der gør tilsætning af kemikalier nødvendig, før det kan bruges som drikkevand.

De 3 ”Treatment Plants” og vores Well Field kan samlet producere ca. 54.000 m3 drikkevand pr. døgn – ca. det samme som 2.700 store tankbiler.

Udfordringerne
At producere de 3 ”Treatment Plants” og ”Well Fielden” har været den nemmeste del af projektet. Det sværeste har afgjort været at etablere det rørsystem, der skal transportere det rene drikkevand ud til forbrugerne. Fra renseanlægget pumpes vandet op i nogle store vandreservoirer (vandtårne), der er placeret højt i terrænet. Herunder ses et af vandreservoirene.Dette sker i såkaldte ”transmissions vandledninger”, hvilet typisk er HDPE-pipes (en slags plastrør) med en diameter på typisk 300 mm. Fra reservoirerne løber vandet i mindre rør – såkaldte ”distributionsledninger” ned til de enkelte forbrugere. Distributionsledningerne varierer meget i dimension – typisk fra en diameter på 225 mm til 90 mm. Der er ikke pumper på distributionsledningerne – vandet løber af sig selv nedad, da reservoirerne ligger meget højt.

På billedet ses rørlægningsarbejde langs en af de største veje i projektet.

Vi har nedgravet ca. 50 km transmissionsledninger og ca. 300 km distributionsledninger. Når rørarbejdet har været vanskeligt, skyldes det mange forhold. Fx er der i Sri Lanka tilsyneladende intet samarbejde mellem de forskellige myndigheder. Det betyder, at ”vandmyndighederne” gerne vil have lagt nogle vandrør, men ”vejmyndighederne” vil ikke tillade, at man graver i vejen. Systemet er meget bureaukratisk, så vi er blevet stoppet i vores arbejde utallige gange.

Af andre udfordringer kan nævnes, at der mange steder er klipper i undergrunden, og eftersom alle rør skal ned i 1,0 meters dybde, har vi måtte foretage mange sprængninger med dynamit, for at få rørene ned i den rette dybde.

Det er ligeledes et problem, at mange af de mennesker, der bor langs vejene, hvor vi graver, prøver at få noget ud af situationen. De prøver igen og igen at få det til at se ud som om, vi har ødelagt deres faldefærdige huse, hvorefter de kræver erstatning hos os. Derfor tager vi billeder af alle huse, indkørsler skure mv., før vi begynder at arbejde i et område.

Endelig spiller vejrforholdene også en stor rolle. Når det regner hernede, skyller alting væk. Det betyder, at hvis vi har gravet render til rør og ikke får dem dækket til, før det begynder at regne, kan vi starte forfra. De veje vi graver i, skal vi vedligeholde, mens arbejdet pågår. Efter sådan en regnbyge er det et meget stort arbejde at reetablere vejen. I det område vi befinder os, regner det ca. 3,5 m om året. Til sammenligning regner det ca. 0,6 m i Danmark. Til gengæld er der ikke mange regnvejrsdage her, men når det regner, så VÆLTER det ned i nogle få timer, hvorefter det bliver tørt igen.

Set-up

For at udføre en sådan opgave kræves et ret stort set-up. Fx har vi vores eget værksted med ca. 30 mekanikere, svejsere, elektrikere, autolakerere mv., hvor vi kan klare langt de fleste reparationsopgaver på vores maskiner. Værkstedet med tilhørende "tankstation" ses på billedet her.

Der findes desværre ret mange uærlige mennesker på Sri Lanka. Derfor har vi hyret et vagtselskab, der overvåger alle vores aktiviteter 24 timer i døgnet. Pt. har vi ca. 100 mennesker, der alene har til opgave at holde vagt.

Projektet er et såkaldt ”Design and build”-projekt. Det betyder, at vi på byggepladsen har vores egen designafdeling/tegnestue. Dvs. at vi projekterer en del af byggeriet på pladsen. Vi tegner alt i AutoCad og plotter selv alle tegninger mv.

Vi er pt. ca. 75 funktionærer og ca. 1.050 timelønnede håndværkere på byggepladsen.

Status
Status er, at næsten alle bygninger er færdige, og næsten alle rør er lagt. Derfor er fokus nu på det arbejde, der kaldes ”Mechanical and Electrical Installations”. Det dækker over, at der skal installeres meget avanceret procesudstyr for at rense vandet. Det er typisk pumper, filtre, maskiner til tilsætning af kemikalier o.l. Dette arbejde udføres af vores eneste underentreprenør – et stort fransk firma, der hedder Degrémont, og som er blandt de førende på verdensplan til den slags opgaver. Degrémonts andel af entreprisen er ca. 20 %.
Billedet viser installationen i et pumpehus.
Vores næste store opgave bliver at få udført ”Commisioning”. Dvs. at vi afprøver og tester systemet på en meget struktureret måde. Alle dele af fx en pumpe skal først afprøves enkeltvis, først i tør tilstand, så i våd tilstand, så sammen med den gruppe af komponenter den skal arbejde sammen med (fx eltavler, sikkerhedsafbrydere o.l), og endelig skal hele systemet afprøves samlet. Til at udføre ”Commisioning” kræves specialviden, og derfor henter vi en del specialister fra Indien til at hjælpe i denne fase.
Vi skal slutte af med at køre hele systemet (dvs. producere rent drikkevand) uafbrudt i 72 timer, før vi kan aflevere byggeriet til vores kunde. Når det sker holder vi nok en lille fest, hvor vi skåler i rent vand!

Hermed flere billeder og forklaringer på vandprojektet:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/VandprojektetJuni2009?feat=directlink

Jens' indlæg: Indvielse af kontorbygning - en anderledes oplevelse

2009-06-21T21:30:00.000+05:30

En del af projektet er at bygge en del mindre ”vandservicekontorer” rundt omkring i området. Disse afleveres løbende til bygherren, så de kan tages i brug. Herunder ses et af kontorerne, som vi indviedede først i det nye år.I forbindelse med afleveringen kom den srilankanske ”vandminister” til indvielsen. Indvielsen var planlagt til en lørdag kl. 11.00. Vi var ca. 50 mennesker som stod og ventede og ventede – og ventede på ministeren, som valgte at møde op kl. 14.00!!!

På billedet herunder afsløres det, at han ankommer i et udemærket køretøj, især taget Sri Lankanske forhold i betragtning.Et par minutter før han dukkede op blev området omringet af ca. 25 svært bevæbnede soldater, som dels afspærrede området og dels gennemsøgte bygninger mv. for ”uønskede elemeneter”. Så mindes man om, at det er (eller rettere var) et land i borgerkrig. Her hilser jeg pænt på ministeren.
Han skulle ”tænde et lys” for projektet, og det skulle jeg så også. Indvielsen varede max. 10 minutter, og så var han – og soldaterne - væk igen.

Jens' indlæg: Bygning af en bue-bro - en tragisk historie

2009-06-21T21:25:00.000+05:30

Når jeg besøger en af vores byggepladser passerer jeg en gammel gitter-bue-bro, der blev bygget af englænderne, mens de var koloniherrer i det daværende Ceylon (nu Sri Lanka). Da byggeriet af broen netop var startet, blev den engelske ingeniør syg og måtte rejse hjem til England. Han blev erstattet at en håbefuld ung ingeniør fra hærens ingeniørtropper, oberst Dawson. Desværre for Dawson gik noget helt, helt galt. Han fik på en eller anden måde vendt tegningen på hovedet, således at den bue på broen, der skulle vende opad, i stedet kom til at vende nedad.Det fandt han først ud af, da det var for sent at ændre. Det fik ham til at tage den ultimative konsekvens af sin fejl – han begik selvmord. Da kan man tale om at tage sit arbejde seriøst!

Pigerne og Tina, lørdag den 20. juni 2009

2009-06-20T21:54:00.000+05:30

Smykker - et shoppingemne for sig

2009-06-20T15:39:00.001+05:30

Som nævnt i forrige indlæg er der ting, der er værd at købe i Sri Lanka. En af tingene er smykker. Blandt andre takket være Charlotte (billedet) spadserer jeg nu rundt med smykker, designet lige netop efter mit hoved og smag - "og personlighed", ville Charlotte tilføje.

Jeg har ikke tidligere interesseret mig for ædelstene og design af smykker, men her i landet har jeg måtte overgive mig til dette uhyre interessante produkt. Når først man begynder at dykke i emnet, så kan man bare ikke få nok viden. Sri Lanka har selv masser af ædelstene i undergrunden. Safirer, rubiner, topaser, månesten m.v. Ædelstene er da også Sri Lankas eneste betydelige naturforekomst, og eksport af de flotte, klare og farvede sten udgør 6% af Sri Lankas samlede eksport. En stor mængde bliver sikkert smuglet ud af landet.

Nogle juvelerere er alene optaget af at designe smukke smykker. Andre opfatter ædelstene og smykker som noget mere holistisk, hvor stenene har betydning, kan overføre energier m.v. Netop det med at designe sine egne smykker adskiller sig fra Danmark, hvor de færreste går ind i en guldsmedeforretning og får designet sig et smykke. Det er simpelthen fascinerende og kun lidt dyrt (alt er relativt).

Guld og sølv koster, hvad guld og sølv koster, målt i karat. Måske lidt billigere her. Ædelstenenes pris måles også i karat. Måske også billigere her. Arbejdskraften er til gengæld meget billigere her, og det er jo her prisen kan løbe op. Konklusion: Her kan sælges mange smykker. Derfor er der også utroligt mange smykkeforretninger i Sri Lanka. Alene i Kandy har vi op til flere smykkeforretninger på én gade. Nogle af dem er meget store forretninger med showroom med uslebne sten, minibiograf hvor der vises film om udvinding af ædelstene, fri adgang til værksted, hvor man kan se arbejdende stensættere (dem som sliber ædelstene) og guldsmede (dem som varmer og sliber guld og sølv). De fleste forretninger har som regel et kæmpe stort showroom med deres færdigbearbejdede smykker. Det kunstige lys får alle smykkerne til at blinke og stråle, så kunderne og turisterne fascineres.

De fleste færdigproducerede smykker ligger langt fra den skandinaviske stil. Guld er det foretrukne metal her, som regel sat sammen med mange og forskelligfarvede sten i et design med mange detaljer. Helhedsindtrykket er som regel massivt (sikkert fordi det så signalerer rigdom). Det skal siges, at guld klæder den mørke hud, som srilankanerne har. Hvidguld går de ikke meget med. Sølv ser vist for "fattigt ud" for dem. Vil du selv designe, og har du penge, kan du sagtens få både rødguld og grønguld etc.

Man går simpelthen ind i forretningen fra gaden og siger, hvad man godt kunne tænke sig. Udvælger sig de sten, man kunne forestille sig at bruge i desginet. Snakker frem og tilbage om designet og får så efter lidt regnen frem og tilbage og lidt srilankansk snak, som kunden ikke forstår, et tilbud, som man kan sige ja eller nej til eller modificere lidt, så det passer med de penge man har. Efter et par dage eller en lille uge kan du hente dit smykke. Voila.

Under designprocessen afsløres det som regel, om du har med en ren sælger at gøre, eller én som går op i at designe et smukt smykke til netop dig. Under alle omstændigheder skal man være ret sikker på, hvad man ønsker, hvis man går efter selv at designe et smykke.
Nu kan det jo ligefrem lyde som om, at jeg gør dette hver anden dag. Det tillader pengepungen slet ikke, og jeg har heller ikke legemsdele nok til at kunne tage det hele i brug. Min kære veninde i Colombo er tilfældigvis indehaver af en juvelerbutik, Personaldesign, og hendes engagement, viden og indsigt i smykker har smittet mig. Men mon dog, jeg har designet og købt det sidste smykke...?

Powershopping i Sri Lanka

2009-06-20T13:43:00.001+05:30

Her indgangen til porcelænfabrikken Noritakes outlet salg (forklaring følger længere nede).

Den her blog handler jo om vores oplevelser i Sri Lanka. Herunder hører i særdeleshed vores oplevelser omkring shopping. Nu er I mandlige læsere advaret og kan lukke ned, hvis I vil. Alternativt kan I læse med og få en bid af Sri Lankas produktion - og et indblik i en kvindes "shoppinghjerne".

Sri Lanka har ved gud meget (plastik-)ragelse at byde på. Kvalitet er på alle områder en mangel. Nogle ting kan man dog med stor fordel købe her. Én af tingene kender alle: Te. En anden af tingene er smykker (se næste indlæg). Overalt i byerne er der op til flere juvelerbutikker på én gade. Mange hoteller har også sin egen juvelerbutik. Wauv nogle smukke smykker man kan designe og tage med sig hjem fra sin ferie her.

En tredie ting, de er gode til, er at sy tøj. Enhver gade med respekt for sig selv har også op til flere skræddere. Her i Kandy har vi ligefrem en gade med kun skræddere. Helly Hansen, Columbia, Tommy Hilfiger og andre mærkevarer syes på større fabrikker i Sri Lanka. Nogle gange kan vi få lov til at besøge en af fabrikkerne og købe fra lageret, men der er ikke uanede mængder af varerne, og nogle størrelser har de slet ikke. Der er nærmest tale om rester og nogle gange andensorteringstøj. Hvis du kan leve med det, kan du få en Helly Hansen trøje for 25 kr.

En fjerde ting er tekstiler og færdigsyede tekstiler i form af duge, dækkeservietter, tøjdyr etc. Meget smukt bearbejdede ting, men som regel noget 70'er agtige i stilen, synes jeg. De overlever på, at holde sig til den "naturlige stil" med rene linier (tern og striber og lignende) og få farver.
NB. Halvdelen af eksporten består af tøj og tekstiler. Det meste sælges til USA.

En femte ting er porcelæn. Noget af det porcelæn som sælges rundt omkring i verden er produceret her på øen. Fx besøgte jeg i sidste uge den japansk/kinesiske fabrik Noritake http://www.noritake.com/ En veninde inviterede mig med til et showroom 45 minutters kørsel nord for Kandy. Fint nok, lad os tage af sted. Jeg manglede dog ikke noget procelæn og har aldrig haft ønske om at eje et stel til 12 personer for livstid. Jeg er mere til IKEA, købe noget her-og-nu-smart-og-give-videre-næste-år. Men så sker der jo det, som der så tit sker for mig i shoppingsituationer her: Shoppingdilemmaet opstår. Jeg har ikke noget decideret behov, men varen koster kun et eller andet lille latterligt beløb. Jeg opdager, at en tallerken koster et sted mellem 10 og 30 kr mod et sted mellem 160 og 200 kr i Danmark. I de situationer begynder jeg også lige pludselig at tænke på min mor, mine mostre, mine veninder og alle dem derhjemme, som jeg fx kunne glæde med et superflot ministel for sølle 100 kr. Heldigvis er det besværligt at sende porcelæn til Danmark, så jeg holdt mig til min egen trang (ikke behov) og købte 6 tallerkner og 6 krus til den nette sum af i alt 140 kr. Se stellet her http://chinaware.noritakechina.com/shoppingCart/noritakechina/Catalog.asp?category=Casual&family=TempoCollection&product=4673&accessory=1

En sjette ting man med stor fordel kan købe er bøger, engelske bøger. Pigerne og jeg har været i Kandys største boghandel i dag. De fleste bøger koster ca. 15-30 kr. pr. stk. Udvalget af engelske bøger er forholdsvist stort, og de har mange utroligt gode fagbøger, leksika, atlas etc. til de her 20 kr. pr. stk. Takket være et stort udbud af bøger på engelsk på begynderniveau, har vi kunne læse og øve engelsk med især Stella.

I det hele taget kan jeg finde mange ting til hjemmet og haven. Betonfigurer, cementkrukker, træfigurer etc. som ville se så flot ud i huset og haven i Danmark, og som jeg kan købe her til meget små beløb. Kunst, figurer og malerier m.v. koster heller ingen penge i dette land. Der er også mulighed for at købe indisk importerede silke- og uldsjaler samt pudebetræk til gode priser. Efter flere ture til Colombo har jeg også fundet sko og tasker til god kvalitet, hvor vi kun har plastik her i Kandy.

Så hvad angår brugskunst og andre materielle ting lider vi ingen nød her i landet. Til gengæld skal jeg nogle gange bruge oceaner af tid på at finde almindelige madvarer som mælk, kød m.v., hvis jeg overhovedet kan få det. Fx findes der tilsyneladende ikke flåede tomater på dåse på øen i øjeblikket. Tjaehh, man kan ikke få det hele, vel?!

Poson poyadag i juni

2009-06-08T08:40:00.001+05:30

I går, søndag, var det poyadag. En bestemt slags poyadag, hvor Sri Lanka fejrer den første buddhistiske munks ankomst til landet for mere end 2000 år siden. Et team fra MTHøjgaard havde arrangeret en MTH-bod ved vejen foran firmaet. Som så mange andre steder i Sri Lanka ville de servere srilankansk kaffe med mælk og sukker og lidt spiseligt. Begivenheden kaldes også Poson Coffee Dansala. Som ved den buddhistiske fest, Vesak, i sidste måned, fejrer de buddhismen ved at give drikkelse og lidt spise til alle forbipasserende. Gavmildheden er i højsædet.

MTHs team havde dekoreret vejboden med palmeblade. Tjek lige "væggene" og døråbningen på billedet herunder. Vi var inviteret til åbningen kl. 14.00, hvor Jens skulle åbne for udleveringen af kaffe og småkager.
Her under ses Ranjith, vores driver, og hans søn. Ranjith er altid aktiv, når det gælder velgørenhed og andre buddhistiske ritualer.

Jens tænder for.

Herefter blev jeg sørme bedt om at tænde et af lysene.

Sarina og Stella deler småkager og kaffe ud til forbikørende. Der er altid en god stemning på disse dage, hvor gavmildheden og åbenheden er i centrum.

Folk valfartede til boden. Kl. ca. 18.00, 4 timer og ca. 5.000 kopper senere, delte teamet det sidste kaffe ud.

Weekendtur til Indien, Chennai: Kontrasternes by

2009-06-02T10:50:00.000+05:30

Sarina: "Det her er bare en super by at shoppe i". Stella: "Jeg kan ikke holde ud at se de fattige tiggerbørn, som banker på bilruderne. Jeg lukker øjnene, så jeg ikke drømmer om dem". Ja, de to sætninger dækker fint vores oplevelse af Chennai, der med sine 6-7 mio. indbyggere er Indiens fjerdestørste by og fuld af modsætninger.
Vestas har kontor i bygningen til højre, midt i et nybygget industrikvarter, der dog også har masser af den slags huse, som I ser til venstre i billedet.

Her midt i kontrasternes by bor vores venner, som vi boede hos under opholdet. De bor i et mindre aflukket område, der mest af alt minder om paradis. Sådan udtrykte Stella det. Boligområdet med flotte huse, velfriserede plæner, beplantning, egen pool og fitness minder da også om nogle af de områder, der er bygget til turister i Sydeuropa. En af de rigtigt gode ting ved deres hus er, at der er meget kort afstand til stranden og havet, Den Bengalske Kyst. Brisen fra havet luftede da også dejligt i den skarpe sol og temperaturer på omkring de 40 grader (maj og juni er Indiens varmeste måneder).

Affald er der masser af i Indien. Synligt. Overalt og meget af det. Der er bare langt - på alle måder - fra Indien til Københavns klimatopmøde i år. Det første der mødte os ved stranden var en mand, som sad og "lavede pølser". Økologisk affald?! Det tog dog ikke fornøjelsen fra svømmeturen i det oprørske hav. Et heftigt hav, som man skal have stor respekt for, når man bader.

Chennai er industri og business og masser af farverige hindutempler. Chennai er masser er biler og motorcykler med kvinder, som sidder lige som damerne red i gamle dage. Sarierne forhindrer dem i at sidde anderledes. Chennai har høje stål- og glasbyggerier. E-bay, Danfoss, Grundfoss etc. På den anden side af disse bygninger finder man så "huse" bygget af blik, pap, træ m.v. Kontrasterne er påfaldende.

Som i Colombo er der tilsyneladende ingen bymidte, hvor butikkerne er koncentreret. Man kører fra forretning til forretning. Jeg savner Europas gågader. Og jeg er lykkelig for at køre med driver i disse byer. Ingen parkeringspladser. Ingen plads. For mange biler. KAOS. Chennai har restauranter, forretninger med mærkevarer, specialiteter og masser af andre gode ting har de masser af. Billige varer. Jeg kunne have brugt masser af timer og penge på at spare... penge!

Vi fik shoppet, gået ture, svømmet i pool og hav, drukket dejlig rødvin, spist grillet oksekød og smagt det indiske og velsmagende køkken. Det hele i én stor harmoni - kontrast! - og i godt selskab. Vi må sige, at vi fik en kort, intens smagsprøve på Indien, som på dens egen finurlige måde smagte af mere.

Billeder:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/WeekendturTilChennaiIndienMaj2009?feat=directlink

Billeder fra Vesakfesten på skolen

2009-05-25T09:24:00.000+05:30

Juniorskolens piger synger Sri Lankas nationalsang. Hør pigerne synge i forrige indlæg.
Pigerne i Sri Lankas nationaldragt.

Infant skolens børn.

Skolens to blonde piger med tempelblomster i håret kigger med.

Skolens dansegruppe optræder.

Pigerne synger til skolens Vesakfest

2009-05-24T20:27:00.000+05:30

Det begyndte - som sædvanlig - lidt skævt med kommunikationen mellem skolen og os. Pigerne bringer et brev hjem, hvor der står, at skolen skal fejre den buddhistiske Vesak-fest - for nærmere beskrivelse af Vesak se bloggens indlæg her http://bastrupssrilanka.blogspot.com/2009/05/vesak.html. Dato, tid og program står i brevet. Fint nok. Så kommer den sædvanlige lange smøre om, hvad de skal have på, frisure, have i håret etc. Her bliver det understreget, at det forventes, at børnene møder op i den hvide nationaldragt, hvilket for pigers vedkommende vil sige en "halv sari". Vi ved godt, at singaleserne er klædt i hvidt, når de går i templer, fejrer større nationale fester etc., men det er ikke noget vi har købt til pigerne af den simple grund, at de ikke har brug for den. Pigerne fortæller mig, at ifølge musiklæreren må de ikke komme på scenen og optræde med den sang de har øvet de sidste uger, med mindre at de er iført den hvide, halve sari. Jeg ringer til skolen for at høre, hvad jeg eventuelt så kan iføre dem. Sagen er jo den, at tiden er kort, at pigerne er så høje og tynde, at de ikke lige kan låne, desuden benytter alle vi kender deres egen sari på dagen. Kontaktpersonen på skolen siger, at de kan bare komme i deres normale uniform. Hm, det er musiklæreren så ikke enig med hende i.

Kl. 5.15 på selve dagen kom vores kære chauffør med nyplukkede tempelblomster til pigernes hår og en lånt sari fra en nabo (uden vi havde bedt ham om det). Pigerne køres til skole en halv time tidligere i håb om, at de sammen med musiklæreren finder endnu en nationaldragt, så de begge kan få lov at optræde. Som sædvanlig ender det hele godt. Dragterne byttes på kryds og tværs, sikkerhedsnåle får tøjet til at sidde rigtigt, og blomsterne holder deres facon, så pigerne lige så fint kan optræde med den singalesiske nationalsang.

Sådanne oplevelser har vi tit her. Vi kommunikerer lidt skævt med hotellet, skolen, butikken, håndværkeren, ja, hvem som helst, men det ender altid godt. Ikke med planlægning, men med tålmodighed og fleksibilitet løser tingene sig. Dér hvor det for alvor går galt, er når personer/virksomheder får det til at se ud som om, de er har tjek på tingene, men ikke har det. For så er det, at vi møder dem med krav om professionalisme, og det holder sjældent.

I kan høre pigerne synge her:

Den 18. maj 2009: Borgerkrigen er slut

2009-05-20T11:55:00.000+05:30

Så skete det endeligt. 26 års borgerkrig mellem den srilankanske regering og terrororganisationen De Tamilske Tigre (LTTE) er nu slut.

Søndag den 17. maj indtog regeringens styrker det sidste stykke land oppe nordpå og havde for første gang i alle de år fuld kontrol over landet. Sejrsrusen hos srilankanerne var dog beskeden, da det lød, at LTTEs leder og demagog, Velupillai Prabhakaran, endnu var i live. Hans søn var blevet skudt. Det hed sig også, at der var selvmordsaktioner i gang blandt de tamilske soldater under overgivelsen.

Mandag middag kom så meldingen om, at Prabhakaran var blevet skudt under et flygtforsøg i en ambulance. Han har været et samlingspunkt i forhold til LTTE, og med hans død anses LTTE for død.

Allerede søndag var der fyrværkeri igennem dagen, der tog til efter mandagens udmelding om LTTEs lederens død. Jeg sendte maiden og gartneren hjem for at fejre det med familie, venner og landsbyen.

Tirsdag formiddag holdt præsidenten en tale for nationen. Vores maid blev placeret i sofaen med det singalesiske TV-program tændt, så hun kunne se og høre ham fortælle. Han var utrolig kedelig - og upersonlig - at høre og se på. Han kiggede bare ned i papirerne og snakkede løs. Han sagde, at hans mål var LTTE, ikke det tamilske folk. Han sagde, at fra nu af er der kun ét folk i Sri Lanka: Srilankanere. Ingen tamilere, ingen singalesere, ingen muslimer. Fremover skal alle på dåbscertifikaterne blot stå opført som srilankanere. Han vil som noget af det første bygge en hovedvej fra Colombo til byen Jaffna i nord, så den nordlige del af øen kan genopbygges. Han fortalte, at andre lande nu trygt kan starte deres virksomheder op her. Hvad han præcist vil gøre for at genopbygge den nordlige del socialt og menneskeligt har jeg ikke kunne finde frem til. Hvad angår alle flygtningene i camps, så skal de tilbage til deres hjem, sagde han. Det er ikke lykkedes mig at få det uddybet. Han sluttede talen af med at erklære den 20. maj for nationaldag.
PS. De har i forvejen en nationaldag for uafhængigheden fra englænderne.

Der er glæde rundt om her i byen Kandy, men slet ikke som på de billeder jeg har set fra maj 1945 i Danmark. På den anden side er dette jo også en borgerkrig, hvor afslutningen har længe været undervejs. Der deles små riskager på blade ud på gaderne. Især de unge, som kun kender til et liv med krigen, synes at være glade.

Personligt har jeg en lidt flad fornemmelse. Det hele er jo endt med en militær løsning, der ikke nødvendigvis sætter en stopper for eller forandre de forhold, der er årsag til krigens begyndelse. En terrororganisation er død - det er godt.

Det hedder sig mange steder, at en af de ting, som udløste konflikten var, at det i begyndelsen af 60'erne blev lov, at singalesisk skulle være det eneste officielle sprog i landet. Dengang kørte verdens første kvindelige premiereminister, Bandaranaike, en utrolig hård kurs mod tamilerne. I dag hedder det sig, at singalesere og tamilere har lige adgang til uddannelse og job. Singalesisk, tamilsk og engelsk er alle tre officielle sprog, ligesom buddhisme, hiduisme og islam alle tre er godkendte religioner i landet. Hvad der er praksis, har jeg ikke overblik over. Faktum er, at der stadigvæk er tamilere - også blandt de 600.000 tamilere, som er flygtet til vesten - som ønsker en uafhængig stat i det nordlige Sri Lanka.

Under alle omstændigheder er det her en ny begyndelse - en mulighed for at genopbygge den nordlige del af Sri Lanka og lade denne genopbygning få afsmittende effekt på resten af landet. En fremtid, hvor pengene skal bruges på andet end krig. Ét lille minus vil der dog være for familien Bastrup her; nu får vi nok ikke hotellerne for os selv mere.

På safari og se Yala Nationalparks vilde dyr

2009-05-10T20:59:00.000+05:30

Noget af det vi holder af ved Sri Lanka er, at vi inden for forholdsvis korte afstande kan vælge mellem storbyferie, bjergvandring, strandlivet... og safari. Det er i tørkeperioden fra februar til juli, at chancerne for at se dyrerne ved vandhullerne er størst. Så med tre dages fri til Jens og årstiden taget i betragtning var tiden kommet til safaritur på Sri Lanka i deres største nationalpark Yala. Yala udmærker sig ved, at stort set alle arter af Sri Lankas vilde dyr lever her, heriblandt ca. 35 leoparder som det eneste sted.

Yala ligger 5-6 timers kørsel sydøst for Kandy, så vi stod tidligt op fredag morgen for at køre dertil. Vi kørte gennem bjerge og hvilke bjerge - så flotte og frodige med jungle, palmetræer, lidt tebuske, så kaotisk, så naturligt, så anderledes end hvad vi ellers har set af naturlandskaber her på øen. Smukt, smukt og atter smukt.
Hele vejen blev vi stoppet af flinke singalesere, som ville forære os te i anledning af Vesak (se forrige indlæg på bloggen).

Vi ankom til hotellet, der ligger meget tæt på nationalparkens indgang. Hotellet ligger derfor i et landskab, som minder meget om en savanne med buskvegetation, ellers bare støvet og sandet med vandhuller hist og her. Hotellets vandhul byder på krokodiller, vandbøfler og masser af vildsvin. Sarina var den første til at gå op på verandaen til hytten og skreg forskrækket, da der lå en landmonitor (fireben på ½ meter) og solede sig på gelænderet. Den forsvandt dog hurtigt efter Sarinas kor-stemme havde udfoldet sig.
Om aftenen, når vi skulle op i restauranten og spise middag ringede vi til receptionen, der sendte en guide med lommelygte, så vi kunne gå sikkert op til buffeten. Restauranten ligger modsat alle de andre hoteller på første sal, så man kan sidde og kigge på savannen og dyrerne, mens man spiser.

Lørdag morgen havde vi booket en åben jeep med chauffør/guide til kl. 5.30. Efter lidt typisk singalesisk bureaukrati kørte vi ind i parken samtidig med at solen stod op. Igen var det et helt forskelligt Sri Lanka vi oplevede.
Parken er i alt 126.000 hektarer stor og inddelt i fem blokke, hvoraf der pt. kun er adgang til blok I (der er 14.000 hektarer). Elefanter, aber og vildsvin kender vi til. Det overraskede os, at se så mange rådyr og hjorter. Anderledes var det også at se vilde elefanter i flok. Ingen af os har specielt meget forstand eller interesse i fugle, men man skal være overodentligt blind, hvis man ikke på dette punkt blev fascineret af de farvestrålende fugle i parken. Parken har over 130 fuglearter.

Jens' jagtviden kom os til gode, da vi fik forklaringen på savannens fødekæde, og hvorfor leoparden ikke kan være i nærheden, når rådyrerne står stille og spiser.

Da vi ikke havde set den eftertrækkede leopard på morgensafarien bestilte vi engang safari til sen eftermiddag. Så kl. 14.30 satte vi os ind i den åbne jeep igen og tog på "jagt". Det blev faktisk til en jagt, for vores kære guide, Sumudu, gjorde alt hvad han kunne for at finde en leopard til os. Mobilsnakken mellem guiderne inde i parken var flittig, og mødtes bilerne på vejen blev der ivrigt udvekslet "opdagelser". På et tidspunkt blev speederen presset i bund, og Sumudu klappede på taget for at fortælle, at vi skulle kikke frem. Her så vi en mindre skare af biler, der holdt stille med besøgende, som havde de store linser fremme. En leopard var inde i buskadset! Vi kikkede og kikkede og så da også venstre bagben af en. Hm, vi jagtede videre, for vi syntes jo ikke helt, at vi kunne sige, at vi havde set en leopard. Kort tid efter så vi en afskyelig lang og stor pythonslange snige sig i skovbunden lige ved siden af vejen. Føj en kleppert. Så ringede mobilen igen, jeepen blev revet rundt, og støvet stod i en sky bagud, mens vi ræsede til en anden afkrog af parken. Her så vi bjørne i et træ. Ja, vi kunne kun se dem, fordi vi fik at vide, at de var der. Ellers havde vi aldrig opdaget dem (se billeder under link nederst).

Klokken var nu godt og vel 18, og parken havde officielt lukket, så turen gik hjemad. Vi var også både trætte og matte og støvede (og lidt skuffede over det med leoparden) på det tidspunkt, hvor vi forlod parken og kørte den sidste kilometer til hotellet. Hvad springer pludselig ud foran bilen? YES, en leopard! Og sørme om den ikke gør sig den ulejlighed at stoppe op, så vi kan se den rigtigt. YES, igen. I må tage os på ordet, for vi har ingen billeder af det plettede dyr. Stella var bare helt oppe at køre. Hun ville se krokodiller, bjørne og en leopard. Alle tre ting var set med egne øjne.

Safari i Yala Nationalpark er ikke safari i Kenya (kan jeg godt sige uden at have prøvet sidstnævnte). Yala kan føles noget "crowded" og lille, men er alligevel et besøg værd. Det er sjovt at opleve både stedet, atmosfæren og dyrerne "live". Naturscenarierne er også flotte. Det breddeste udvalg af dyrearter oplevede vi på morgensafarien, der også var den absolut flotteste tur. Leoparderne og bjørnene siges til gengæld at komme frem på seneftermiddagene, hvilket også holdt stik i vores tilfælde. Så vi anbefaler både en morgen- og aftensafari.

I alt 1.500 kr. for 2 overnatninger for 4 personer med fuld pension. Det skal siges, at barregningen er den billigste indtil videre, da der var Vesak dag om fredagen og fuldmånedag om lørdagen, hvorfor det de to dage var forbudt at udskænke alkohol. Man måtte dog godt nyde drikkelse fra minibaren...og få den fyldt op igen!

Vi sluttede af med at se en rotte-slange foran restauranten.

Billeder fra weekendturen:
http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/YalaNationalparkMaj2009?feat=directlink

Vesak

2009-05-10T17:35:00.000+05:30

Den vigtigste fest i buddhismen er Vesak. Her fejrer man tre ting på en gang: Buddhas fødselsdag, den dag han fandt sandheden om livet, og den dag han døde. Vesak holdes ved fuldmåne i maj. Templer, huse og gader bliver udsmykket med vesaklamper dvs. papirslamper. Mange buddhister bruger tid på at meditere denne dag, således også vores gartner, som har set meget frem til denne dag. Sarina sammenligner dagen med juleaften, hvor vi fejrer Jesus fødsel, og det er en god sammenligning. I alt fald synes buddhisterne ekstra glade (om muligt!) denne dag. Man fejrer også dagen ved at skænke den karakteristiske søde te til alle forbipasserende, hvad enten de er til fods eller i bil. Pigerne skulle selvfølgelig også lave hver deres wesak-lampe. Her ses resultatet, trin for trin:
Ikke just en af de nemme IKEA-manualer, men Sarina er god til "ingeniør-tænkning" og finder hurtigt ud af hvordan og hvorledes.
Stella er en hurtig-arbejder. Her er begyndelsen af lampen.

Her er lampens skelet samlet.

Så skal der klippes og klistres, så lampen lukkes.

Til sidst skal der klippes "frynser", som også klistres på.

Da, da, daen...voila, Sarinas lampe.

...og Stellas lampe.

Weekendtur til Colombo og Blue Water

2009-05-06T09:36:00.000+05:30

Den 1. maj er en form for helligdag på Sri Lanka. Alt er lukket. Denne fredag tog vi alle fire en tur til Colombo, da vi skulle vi til afskedsmiddag med en af Jens' kolleger om aftenen. Vi overnattede på Galle Face, det gamle engelske hotel i byen. Herunder ses pigerne sidde og hygge sig med chokoladerne og den friske frugt, som hører med til indlogeringen. Denne gang fik vi et fint stort værelse (nr. 2016), hvor vi alle fire kunne være uden problemer.
Afskedsmiddagen skulle have været på Gallery Café, men de serverede ikke alkohol pga. 1. maj, så festen blev flyttet til Restaurant og hotel Tintagel, som ingen alkohollicens har, men hvor man godt må medbringe egen alkohol til servering (!). Whatever (som Stella hele tiden siger), vi fik fremragende rødvin og fantastisk mad i utroligt flotte og anderledes omgivelser. Herunder ses pigerne i "velkomststuen" til restauranten. Jeg håber, at du kan se, hvor gennemført den moderne kolonistil er. Vi kom til tiden (kl. 19), og var som sædvanligt de første. "Sri Lanka-time", som Sarina tørt konstaterede.

Lørdag morgen begyndte vi med en fælles svømmetur i poolen. Bagefter morgenmad på "Verandaen" som den udendørs restaurant til hotellet hedder. Her sidder man og kigger ud på Det Indiske Ocean, mens små egern kravler energiske rundt og leder efter mad. Bagefter havde jeg anmodet om et par timers shopping i Colombo, hvilket var blevet bevilliget. Ranjith kørte bilen perfekt gennem Colombos myldrende og kaotiske trafik, smed os af foran hoveddørerne, så vi straks kunne gå ind i aircondition-tempererede butikker. Efter to timers shopping og adskillelige tusinde rupees fattigere gik turen sydpå til et hotel vi ikke tidligere har været på: Hotel Blue Water.

Hotellet, poolen og haveanlægget omkring er designet af den lokale og afdøde arkitekt Geoffrey Bawa, hvilket siger utrolig meget om stilen. Han arbejder med geometri, kubistiske former, og lader hotellets betonsøjler stå på række med palmerne i haven. Han har designet mange hoteller på Sri Lanka, og hans arkitektur er absolut værd at skele til, hvis man står for at skulle bygge et hus fra grunden i modernistisk stil i Danmark. Vi har tidligere boet på The Beach i Negombo og Heritance i Ahungalla, der også er tegnet af Bawa. Stilen er umiskendelig.

Vi nød eftermiddagen under palmerne og senere på vores terrasse med kortspillet 500. Sarina vandt!

Herunder ses udsigten fra vores suite med Det Indiske Ocean i baggrunden og poolen i fronten. Læg mærke til palmerne, som står på række. Når man befinder sig i Bawas bygninger, så glider ude og inde sammen.
Desværre endte denne dejlige weekend med en forfærdelig madforgiftning for os alle fire. Vi afsluttede med frokost på hotellet, satte os i bilen for at køre den cirka 4 timer lange tur hjem. Efter cirka 2 timer begyndte Jens og jeg at få det dårligt. Vi troede på daværende tidspunkt, at det var køresyge, som vi nogle gange lider af hernede pga de mange brems og sving, men som eftermiddagen og aftenen skred frem, og vi alle fire led af opkast og diarré, kunne vi godt se, hvad der var galt. Sikken et cirkus. Jens måtte ringe til læge i Danmark for at få bekræftet diagnosen og fundet den rette medicin i vores lille medicin-kuffert fra Danmark. Den fandt vi, og takker endnu engang vores nabo fra Rebæk, som anbefalede os at tage et medicin-depot med (også selv om apotekeren kiggede mistænkeligt på mig, da jeg kom med tre tæt-skrevne recepter fra lægen med medicin, som jeg skulle købe).
Efterrationaliseringer og sammenligninger af hvad vi spiste viser, at fællesnævneren for vores frokost var den røgede laks. Af alle retterne, som hotellets menu tilbød, havde vi alle fire spist af laksen, der er impoteret og derfor en "sjældenhed" hernede. Vores nye tommelfingerregel er, at vi holder os fra det importerede, der har været for længe undervejs, og som de ikke er sikre på, hvad de skal gøre med. Hoteldirektøren har heldigvis taget henvendelsen alvorligt og kvitteret med et nyt, frit ophold. Det ser vi frem til.

Det er de små ting, der fortæller om forskellen

2009-05-05T19:55:00.000+05:30

Når gartneren har skåret sig slemt med leen i foden, kommer jeg løbende med vores lille falck-kasse med plaster og forbinding, mens han farer rundt i haven efter de rette grønne blade, som han tygger godt og grundigt, før han binder det rundt om såret med et bananblad. Der står jeg så med min falck-kasse.

Når jeg skal vise maiden, hvordan en dansk dåseåbner fungerer, mens hun viser mig, hvordan en singalesisk kokosnød-skraber virker.

Når jeg handler her med en eller to ekspedienter i hælene som private hjælpere, mens jeg i Danmark ofte skal afsætte tid til at lede efter en, som har tid til at hjælpe mig. Tænk bare på Bilka.

Når jeg drøner rundt mellem butikkerne i Kandy og Colombo og leder som en besat efter flåede tomater på dåse (hakkede kan man desværre ikke få) og vita wrap, mens det kun er få udenlandske tøj-mærkevarer, som er en mangelvarer i Danmark.

Når jeg her møder det ene smil efter det andet (uanset situationen!), mens jeg i Danmark får kvalificeret - og alvorlig - feedback.

Når singaleseren (altid!) vælger at gøre det nemme først (i håb om aldrig at komme til det svære, eller at det løser sig selv i mellemtiden), mens danskeren med kompetence og engagement kaster sig over den svære opgave, og måske aldrig får løst den nemme.

Når singaleseren står eller sidder og kigger ud i luften (evt. mens han er på arbejde), mens danskeren selv mens han venter på bussen sørger for at holde sig beskæftiget med mails, sms'er og nyhedsopdatering. Hvem har så et godt liv?

Når junglen larmer hele tiden af vågne dyr, der kommunikerer kærlighedserklæringer og territoriekampe, mens trafikken kører i en uendelighed og summen på de gode veje i Danmark.

Når vores storhjertede og enfoldige gartner pludseligt og meget præcist redegør for historien bag og forskellen mellem yoga, meditation og buddhisme. Ja, hvem er så enfoldig?

Der er forskelle i vores kulturer! Forskelle som giver stof til eftertanke - stoffet er hermed videregivet.

PS.
Har du lyst til at se eller læse mere om kulturforskelle, så kan filmen "Slumdog Millionaire" varmt anbefales - en moderne version af Oliver Twist (foregår i Indien). En anden anbefaling er bogen "Shantaram" af Gregory David Roberts, der også foregår i Indien og er ved at blive filmatiseret med Johnny Deep i hovedrollen.
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/shantaram-af-gregory-david-roberts
http://www.shantaram.com/

Abesjov i haven (en lille film)

2009-05-04T15:21:00.000+05:30

Denne film er taget en morgen, hvor aberne for alvor indtog vores basketball bane. Jeg har filmet fra vores bryggers, hvor jeg står godt og sikkert! På et tidspunkt, mens jeg står og kikker på aberne, er der en enkelt abe, som stiller sig lige over for mig på den anden side af ruden og efterligner mine bevægelser fx da jeg kløede mig på næsen, gjorde den det samme ved sin næse!

Videoen kan tage et lille stykke tid af downloade.

På videoen ser I, hvordan vores hund Tina forsøger at jage dem væk, men hun opgiver hurtigt. De er for hurtige og mange.

På ferie hjemme

2009-04-22T21:56:00.000+05:30

De små tre ugers ferie, som pigerne har mellem anden og tredie "term" i skolen, er blevet brugt til ferie hjemme i Danmark. Hvis man ellers kan sige sådan. For os giver det god mening.
Det var SÅ skønt at være sammen med venner, veninder og familie igen. Det giver en ro og tryghed. Ja, anderledes kan vi ikke beskrive det. Der var arrangeret overraskelser og dejlige middage med dansk mad - ingen ris, masser af oksekød, sildemadder, rejer m.v. Jummi.

Her ses Jens og pigerne før afgang fra Colombo. Det er taget mandag eftermiddag den 30. marts 2009. Tirsdag formiddag landede vi i Billund efter mellemlandinger i Abu Dhabi og Amsterdam.
Her ses pigerne foran den meget karakteristiske og centrale søjle i Abu Dhabis lufthavn. Det er midt om natten, og pigerne ser rigtige sheike med turban og lange, hvide kjoler. Pludselig får de en aha oplevelse over de tørklæder (her menes røde parkistanertørklæder, som vi andre også rendte rundt med engang). Dem render mændene rundt med på hovedet med et sort hårbånd ud over...i fulde alvor. Det er ikke blot mode i Mellemøsten.
Nu jeg skriver om lufthavne, har Amsterdams lufthavn imponeret mig. Det er Europas fjerdestørste (se evt. faktaboks nedenfor). Her har de en imponerende teknikbutik, boghandel, ostebutik m.v. Og de har en sushi-bar. Hvilket herligt alternativ til de evindelige sandwiches. Og så har de noget, som jeg desværre ikke nåede at udnytte: en kæmpestor chokolade-bar. Føj, hvor det duftede godt på flere kilometers afstand. Chokoladekager, chokoladedrinks, chokoladedesserter, chokoladebrød, chokolade-alting...

Pigerne er efter turen til USA i sommers og nu med turerne til Sri Lanka ved at være gode til det med at tjekke ind, gå gennem security, tjekke afgange, gates, terminaler og boardingtider, for ikke at nævne håndtering af spil, film, tv og musik i flyene, pakke håndbagage til fly etc. etc. Vi tæller, hvor mange lande de har været i. Mellemlandinger i fx Doha tæller med. Selve rejsen vendes til at være en del af ferien.

Da vi landede i Billund slog det os, at der var gråt og fladt og hundekoldt. Danmark slog dog allerede dagen efter over i strålende forårsvejr, og solen valgte at skinne fra en skyfri himmel alle tre uger. Sådan! Vi havde tre forrygende uger med kram, snak og masser af grin. Vores dage var tætpakkede, men det var efter eget ønske og med de mennesker vi holder af. Perfekt. Det eneste vi ikke rigtigt nåede var tid til naboerne og at se dansk fjernsyn. Fjernsynet skal vi nu nok nå. Naboerne skal dyrkes, når vi kommer på sommerferie.

Nu er vi atter i Kandy. Pigerne, som ellers har været forkølede samtlige tre uger i Danmark, er ved at komme på toppen. Vi sveder som gale om natten, selv om vi ligger i det bare ingenting. Der er langt fra nydelsen af at trække en dyne op over hovedet til at ligge sig under moskitonettet i mørkets varme. Det illustrerer meget fint kontrasten mellem vores to hjem. Vi har nemlig fundet ud af, at vi er hjemme to steder i verden - eller måske er vi bare hjemme, der hvor vi er sammen!

Faktaboks:
Verdens største lufthavne (pass. 2005):1. Atlanta (86 mio.)2. Chicago (77 mio.)3. London/Heathrow(68 mio.)4. Tokyo/Haneda(63 mio.)5. Los Angeles(61 mio.)

Europas største:1. London/Heathrow (68 mio.)2. Paris/Charles de Gaulle (54 mio.)3. Frankfurt (52 mio.)4. Amsterdam (44 mio.)5. Madrid (42 mio.)

Verdens største internationale lufthavne (uden-rigspass. i 2005):1. London/Heathrow (61 mio.)2. Paris/Charles de Gaulle (49 mio.)3. Frankfurt (45 mio.)4. Amsterdam(44 mio.)5. Hongkong (40 mio.)

Mias sari

2009-03-29T14:40:00.000+05:30

Her ses Mia iført sin sari - en sari i Kandyan styl. Der findes groft sagt to slags sari'er her på øen: Den indiske og kandy-stilen. Dét der kendetegner kandy-stilen er bl.a. det lille ekstra skørt uden på det lange skørt samt stykket hen over skulderen, som er et seperat stykke. Den indiske sari er ét langt stykke, der snoes først om livet og til sidst kastes resten af stoffet hen over skulderen. På den måde har man mere stof foran.
I Kandys gadebillede ser man hundredevis af sari'er i alskens farver og materialer. En sari er hverdagstøj for mange buddhistiske kvinder. Som tidligere nævnt kan det i visse anledninger være tvunget for kvinden at bære sin sari fx i folkeskolerne, når de skal hente børnene eller til møder. Nogle arbejdspladser har også sari'er som uniform.
Jeg synes, at den er irriterende at gå i. Jeg kan ikke tage lange skridt, gå på trapper uden at løfte op, og det meget stof rundt om benene giver en utrolig varme. Desuden forsvinder min bevægelsesfrihed for armene, da det der stykke hele tiden hænger i vejen eller falder ned.

Fødselsdagsfest på Citadel

2009-03-28T15:13:00.000+05:30

Festens 20 gæster var inviteret til Hotel Citadel til BBQ-buffet i den åbne pavillon ved poolen. Buffeten var suppleret med Bastrups livretter: Sushi til Mia, pasta til Stella og Sarina og is til Jens.

Gæsterne var en blanding af fastboende udlændinge og nuværende expats - som kom fra både øst og vest for Kandy.

Midt under festen dukkede Mexico op i form af fire musikere, som spillede. Ja, hvorfor ikke? Når den amerikanske buffet kan indholde japansk sushi, kan vi vel også synge med på spansk/mexikanske sange.

Børnene havde poolen for sig selv og hyggede sig gevaldigt. Fra venstre: Stella, Poppy, Sarina, Hamish og Peter.

Det virkede så fint med fest på dagen, på vores stamhotel, i pavillonen, hvor vi godt kan lide at være - omringet af de venner vi har her. Det var lige sådan, jeg ville have det.

Mia, 40 og Buddha

2009-03-26T15:27:00.000+05:30

Jeg fylder 40 år i dag. "Og hvordan har jeg det så med det?" Dét spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg lå tæt på midnat og ventede på, at Jens skulle komme hjem fra Colombo. "Ok", tænkte jeg. "Alle dem jeg elsker er sunde og raske og glade". På den anden side "GISP. 40 år lyder alligevel af meget, meget mere end 30 et eller andet. Eller gør det?". "Ok, hvad vil jeg nå, og hvad vil jeg evt. ændre, når nu jeg træder ind i 40'erne?". Jeg har nogle ting jeg gerne vil, og nogle få ting jeg gerne vil ændre. Og så faldt jeg i søvn.
Da jeg vågnede i morges med fødselsdagssang og kiggede ind i øjnene på Jens og pigerne - og en halv meter høj Buddha i maghognitræ - tænkte jeg, at det absolut var fantastisk at fylde 40 år.

Her har I så min fødselsdagsgave. Jeg har døbt ham "Den smilende Buddha", for han har bare det mest dejlige og beroligende smil, jeg nogensinde har set en buddhafigur have. Jens mente, at efter vores tid her, vil buddhismen altid være en del af mit liv. Ikke som religion, men som filosofi. Om Jens så også mener, at han kan have en beroligende effekt på mig, skal jeg ikke kunne sige.

Under min løbetur, bl.a. forbi det lokale yogacenter stod der på deres udvendige tavle: "Thougth for today. When you are angry, a great deal of energy is used up and wasted. Use energy wisely". Ja, og det var så lige nøjagtigt én af de ting jeg ville arbejde med: Min utålmodighed. At bruge den konstruktivt. Jeg har forsøgt det i længere tid, men nu stod "løsningen" dér sort på hvidt. (Nå, så enkelt er det nok ikke)

Om lidt går pigerne og jeg ind og klæder os om, da vi skal til min fødselsdagsfest på vores lokale hotel, Citadel. Jeg har inviteret en flok mennesker, som jeg godt kan lide, og jeg glæder mig til at fejre dagen med dem.

På mandag letter flyveren med retning mod Danmark, hvor alle de mennesker vi holder af venter på at få besøg af os. Næste fredag står den på frokost med min elskede mor, som jeg for en gang skyld får helt for mig selv. Så ja, der er masser at glæde sig over - og være taknemlig over (som de dyrker meget at være her).

Nu er det så også kommet så vidt, at jeg sidder her og blogger om nogle af mine inderste tanker, men det er nu et bevidst valg.

Ifølge buddhismen skal man ikke søge. Man skal være åben og se, hvad der kommer til én. Med min smilende Buddha ved min side vil jeg med åbent sind vandre videre og se, hvad 40'erne byder....

Nå, festen kalder.

University of Peradeniya

2009-03-26T13:49:00.000+05:30

Jeg har tilmeldt mig en kursusrække om religion på Peradeniya Universitet. Universitetet ligger lige uden for Kandy, på vej til Jens' arbejde. Kursusrækken udbydes under "Faculty of Art". Den første forelæsning hed "What is Religion?" og var uhyre interessant. Forestil jer at skulle drøfte hvad religion er i en forsamling med singalesere, hinduister, muslimer, buddhistiske munke, professorer og så et par "halvkristne" expats. Oplægsholderen - Dr. et eller andet - var heldigvis et meget åbent menneske og var helt med på, at vi expats spurgte til, om man ikke kunne forestille sig at være religiøs uden at have en religion, eller at cricket jo faktisk er en slags religion i Indien. Desværre sagde munkene ikke så meget. Nå, jamen, ja, jeg kommer vidt omkring under min ledighed her i landet. Herligt!
Jeg fandt ud af, at børn fra internationale skoler (og dem er der mange i landet) ikke må gå på universitetet, fordi det er et lokalt og offentligt universitet. Så det er derfor, at dem jeg snakker med har store børn gående på universiteter i Thailand, Indien, England etc. Der arbejdes fra regeringens side på en løsning med private universiteter for børn fra internationale skoler på Sri Lanka. Det lyder da som en start. Hvilket andet land vil ellers frivilligt sende "sine kloge hoveder" ud af landet i en ung alder?

Billedet er taget her til morgen og viser et af de mange smukke og gamle træer, som netop nu står i fuldt flor med deres flotte, store og gule blomster.

Blot lidt ekstra info:
PS. Universitetsparken har sin eget tempel.
PPS. Universitetet har et kollegium for kvinder og et kollegium for mænd.

Weekendtur til Mahatenne House

2009-03-23T21:41:00.000+05:30

Mahatenne Houses veranda. Man kan nemt forestille sig, at det bedre engelske borgerskab i form af teplantageejeren/familien har siddet her og kigget ud over sin ejendom og teplukkerne.
Solnedgang fra verandaen. Smukt, ikke?

Vi har prøvet Bowlana House og Rangale House. Nu kom turen til Mahatenne House. Hvad snakker jeg om? Jeg snakker om at booke gæstehuse med få værelser til overnatning. Med i prisen får man mad, køkkenpersonalet og en tjener, som sørger for én. Som regel har man huset for sig selv, og fælles for alle tre huse er, at de ligger utrolig naturskønt i bjergene. Mahatenne har flere værelser, men vi var de eneste, som havde booket os ind i weekenden, så vi fik huset for os selv. Det vil sige, at vi kunne boltre os i poolen og på tennisbanen, lige som vi havde lyst.

Et af Mahatennes store plusser er adgang til "eget" vandfald. Vi gik ca. 10 minutter ned af en masse naturtrapper og endte ved dette smukke vandfald med dejligt rent vand, omend lidt køligt. Det var skægt og anderledes i forhold til alle poolsene.

Her er Jens og pigerne på vej ind under vandfaldet. Det var en hård omgang massage.

Tilbage til poolen, der havde vandrutschebane. Det har vi ikke tidligere set på Sri Lanka.

En dejlig og afslappet weekend med tid til fysiske aktiviteter, kortspil, snak og bare være til.

Papayaplanten/palmen

2009-03-23T17:23:00.001+05:30

Kaffeplanten

2009-03-20T16:50:00.001+05:30

Her ses nogle umodne (de grønne) bønner, modne (de røde) og udtørrede (de sorte) kaffebønner.

Fortsættelse på "Kandy upside-down"

2009-03-17T14:57:00.001+05:30

Et af de forrige indlæg fra denne måned handler om, at Kandy er ét stort trafikkaos pga at Templet i byen den 6.-16. marts viser Buddhas hjørnetand. Normalt er den jo dækket til med syv guldbelagte skrin, formet som mini-templer. Faktisk var det - pga strømmen af mennesker, som gerne ville se tanden - besluttet, at man skulle vise tanden i yderligere en dag. Så langt nåede man dog aldrig.

Lørdag valfartede buddhister til Kandy fra nær og fjern i så stort et antal, at byens trafik gik i stå. Ambulancer kunne ikke komme hverken frem eller tilbage, ældre, babyer og sygelige, som stod i kø for at se tanden kollapsede i gaderne. Simpelthen kaos, har vi fået at vide. Politiet tog affære og stoppede øjeblikkeligt for visning af tanden midt på dagen, og brugte ellers kræfter på at forsøge at løsne op for trafikken, så byen kunne rømmes. Der gik rygter (eller sande udsagn?) om, at Tigrene var i byen og på vej ind i templet (der er blevet sprængt i luften én gang tidligere). Så spredte panikken sig for alvor. Siden lørdag middag har inden fået lov til at se tanden. Tanden er tilbage inden under de syv dagobaer. Mandag var byen normal igen.

Stellas 9 års fødselsdag i Bentota

2009-03-17T09:38:00.001+05:30

Stellas 9 års fødselsdag holdt vi ved vestkysten, syd for Colombo på Bentota Beach Hotel. Her holdt MTHøjgaard sit årlige "area meeting" dvs. regionsmøde for sydvest afdelingen. Det blev en weekend sammen med mange andre børn, masser af sol og vand og godt selskab.
Pigerne sammen med svenske Clara fra Indien. De snakker engelsk sammen, da det er nemmere for alle parter at forstå. Nu har de dog lært at sige: "Jæ hetter..."

Forfra: Sarina, Stella, Clara, Jens og (rosinen i pølseenden) Mia. Sådan lagde viikke ud med at sidde, men efter et styrt på åbent vand var det sådan vi kom op på bananen igen.

Køreturen

Tidligt fredag morgen kørte vi hjemmefra. Det kan tage sin tid at køre de forholdsvis få kilometer, der er til Bentota, der ligger noget syd for Colombo. Som "i de gamle dage når vi kørte til Italien" havde jeg pakket blade fra Danmark ind og gav til pigerne på bagsædet. Olivia og Wendy-blade gør en køretur mentalt kortere. Vi kunne vejen til Colombo, men derefter var vi noget usikre på at dreje sydpå. At skrå ind over fra hovedvejene til Colombo og sydpå er den rigtige vej, når man vil uden om Colombo. En af Jens' kolleger havde udstyret os med et håndtegnet/skrevet kort. GPS er uden værdi her, skilte er der rigtigt mange af, men det er mest reklamer og forretningerne, som bruger disse. Templer er der overalt, og rundkørslerne og byernes "clock towers" ligner til forveksling hinanden, så pejlemærker er ikke nemme at finde. Der er ingen store IdeMøbler lige hvor man drejer, eller et byskilt, som fortæller, at du nu er kørt inden for Xkøbings bygrænse. Så et håndskrevet kort, bilens kompas, tre pigers opmærksomhed på alt hvad der kan ligne et pejlemærke samt Jens' evner i at køre hernede og tage en hurtig 180 graders drejning gjorde, at vi kom frem efter 5 timer (hvilket var beregnet tid). Undervejs fik vi endda kvalificeret kortet, så vi kunne finde hjem også.

Det er altid spændende at køre bil her. Man oplever overhalinger i fjerde vejbane (som ikke er der), busser som kører lige mod dig (og de er ikke spøgelsesbilister), biler med røg ud af udstødningen, som forhindrer én i at se 2 meter for sig, tuk tuk'er som kører midt på vejene og spærer det hele med deres lille "krop". Sidst men ikke mindst de titusinde hunde, som vader rundt ude på vejene eller ligger halvvejs ude på vejene og sover ganske roligt. Der er mange hensyn at tage. Et af de sjoveste pejlemærker vi havde, var en død flyvende hund (flagermus), som hang i strømledningerne på en af de små veje, man bare skal huske at dreje ned ad for at komme det rigtige sted hen.

Fødselsdagen

Sarina og Stella vil gerne, at vi aftenen før fødselsdagen kysser dem godnat og siger "Godnat, Sarina, 10 år" og så vækker dem næste morgen med "Godmorgen, Sarina, 11 år". Sådan gør de også i Karla-bøgerne. Det gjorde vi selvfølgelig også her, så Stella blev vækket med morgensang og "Godmorgen, Stella, 9 år". Blandt gaverne var "fede" Converse støvler (kopi), et ur og den længe ventede dvd High School Musical 3, som mormor og postvæsenet havde sørget for, at Sarina kunne give Stella. (TAK til mormor!). Pigerne har en dvd-kopi hernede med spanske! undertekster. En af de kopier, hvor man kan høre sidemandens slikpose knase.

Efter morgenmaden med svensk! fødselsdagssang var det tid til vandsjov. Familien havde meldt sig til en tur på bananen efter speedbåd. Wauv, det var sjovt. Om eftermiddagen tog vi et lynkursus i dykning i hotellets pool. Det var også sjovt. Ellers blev weekenden for pigernes vedkommende tilbragt i poolen med Clara fra Indien, Lisa og Mads fra Bangladesh og Lærke fra Maldiverne. Før aftensmaden var der biograf på vores hotelværelse med HSM3. Efter Stellas elskede "plain spaghetti" til aftensmad var der mere eller midnre udsolgt. Vandet efterlod trætte og røde øjne.

Stella fik holdt sin fødselsdag helt i tråd med det liv hun har her med hoteller, vand, børn fra andre lande og hendes elskede buffetter med pasta og brød. Hun tager i alt fald ikke nogen singalesiske livretter med sig hjem ;-D Vi har lovet hende en gang take-away fra Pizza Hut i den kommende weekend. Efter ferien i Danmark vil hun dele dansk slik ud til klassekammeraterne. SÅ har hun også holdt sin fødselsdag, som hun gerne ville hernede. Hun håber så på en lille fødselsdagsfest i Danmark.